Peter Flarup sikrer Danmark endnu en OL-plads

Nu er det sikkert og vist. Peter Flarup har sikret Danmark en kvoteplads i military til sommeren olympiske lege i Tokyo. Det betyder, at Danmark bliver repræsenteret i dressur, ridebanespringning og military.

(Foto: Ridehesten.com)

I januar var det unge Emil Hallundbæk, der sørgede for, at Dannebrog vil være at spotte på listen over deltagere i ridebanespringning, når de olympiske lege i Tokyo bliver afviklet om få måneder.

Den 21-årige Emil Hallundbæk lå ved årsskiftet nummer ét i gruppe A på Det Internationale Rideforbunds (FEI) individuelle OL-rangliste. Han sikrede dermed Danmark en nationplads, hvilket ligeledes betyder, at det ikke er ham, der automatisk får lov til drage mod øst.

FEI bekræfter nu, at Danmark også har opnået en kvoteplads i military. Det er den 43-årige Peter Flarup, der har sikret pladsen på hesten Fascination. Det var selvsamme rytter, der repræsenterede Danmark ved OL i military i 2008 i Beijing – dengang på hesten Silver Ray.

Ligesom med kvotepladsen i springning er det ikke nødvendigvis rytteren, der sikrer pladsen, som ender med at skulle afsted.
Den endelige beslutning om, hvem der indstilles til at skulle deltage, træffes af Elitechef i Dansk Ride Forbund Kimi Nielsen, når vi nærmer os sommeren og afhænger af de relevante ekvipagers samlede præstationer indtil udvælgelsen.

– At vi ender med at været repræsenteret i både dressur, springning og military ved OL er et tydeligt bevis på, at vores øgede fokus på talentudvikling i dansk ridesport fungerer, og det kan vi kun være yderst tilfredse med, lyder det fra Kimi Nielsen.

Læs mere om kvalifikationskravene for military ved OL her.

Skriv et svar