Husker du Silas og den sorte hoppe?

Natten til søndag døde den kendte forfatter Cecil Bødker. Hun blev 93 år.
Cecil Bødker var blandt andet kendt for bøgerne om den forældreløse Silas, og det der var særligt for Silasbøgerne (den første udkom i 1967) var, at barnet blev skildret som et selvstændigt individ. Cecil Bødker skrev til børnene i øjenhøjde – uden at tale ned til børnene.

En bog om børn og heste
I Silas og den sorte hoppe spiller heste en stor rolle – og venskabet med hoppen er noget helt særligt for den forældreløse dreng.

Efter at være flygtet fra et omrejsende cirkus, hvor Silas bliver mishandlet af en ond sabelsluger, møder han den snu hestehandler Bartholin, som han indgår et væddemål med: Hvis Silas kan ride en vild, sort hoppe frem og tilbage over en eng, må han få den. Silas, der har ben i næsen, klarer rideturen, men Bartholin vil alligevel ikke give ham hesten. Det er som væddemål, man indgår med børn, ikke tæller. Silas får nu det sidste ord i dén sag – og Bartholin bliver en sort hoppe fattigere.

”Bartolin løste hoppen og gik udenfor med den, og Silas ormede sig ned fra loftet og fulgte efter, mens han spillede så blidt så blidt. Alle hestene inde i stalden var rolige nu. Silas smilede og udenfor smøg han sig op på sin hest og satte sig til rette, stadig med fløjten fuld af mildhed. Ganske langsomt begyndte hesten at gå. Bartolin stod som lammet foran sin stalddør og gloede på ham. Hesten spadserede sirligt, og drengen styrede den alene ved sine knæs tryk, mens hans fingre bevægede sig nænsomt hen over hullerne. Der var ingenting tilbage af hoppens genstridige vildskab, underfuldt gik den i kreds foran det lange hus, og ingen skulle bagefter komme og sige, at Silas havde haft unødigt travlt med at komme derfra…”

Der er 14 bøger i serien om Silas (Gyldendal), og de kan selvfølgelig lånes på biblioteker eller købes som e-bog eller i papirbog, hvis man har lyst til at læse – eller genlæse Cecil Bødkers meget roste børnebogsserie.

Prisvindende børnebogsforfatter 
Cecil Bødker har vundet de Gyldne Laurbær og Det Danske Akademis Store Pris. I 1999 stiftede hun sin egen børnelitterære pris, Silas Prisen, som uddeles hvert andet år. Hun er desuden den eneste danske forfatter, der har modtaget den internationale børnebogspris H.C. Andersen-medaljen, der regnes for en af de fornemmeste priser inden for børnelitteratur.

Skriv et svar