Godt nyt til elevskolerne fra Dansk Ride Forbund

På baggrund af de seneste udmeldinger fra myndighederne – herunder åbningen af al indendørsidræt – har Rigspolitiet nu opdateret de eksisterende retningslinjer, og det betyder, at det nu er tilladt både at benytte ridehallerne til undervisning samt for elevryttere at klargøre og pleje hestene inde i stalden. De eneste krav er, at forsamlingsforbuddet på max. 50 personer samt sundhedsmyndighedernes retningslinjer overholdes.

Ridehallerne må benyttes igen – også til undervisning
Pr. 9. juni har Rigspolitiet officielt opdateret retningslinjerne for brug af ridehaller til undervisning, og her står det nu tydeligt, at ridehallerne må benyttes igen – og det gælder både til almindelig træning/motionering og til undervisning. Man skal blot sørge for at overholde forsamlingsforbuddet på max. 50 personer.

Elevrytterne må igen færdes i stalden samt klargøre/pleje hestene
Retningslinjerne for elevrytternes færden i stalden samt klargøring/pleje af hestene er ligeledes opdaterede, så det nu igen er tilladt for eleverne at færdes i stalden samt at hjælpe til med at strigle, sadle op- og af, etc. 

Se alle Rigspolitiets opdaterede retningslinjer pr. 9. juni her (under afsnit 5).

//Pressemeddelelse DRF//

Skriv et svar