Fejl bliver til tid ved DM i spring

Søren Møller Rohde glæder sig til VM i 2022

Første afdeling af mesterskaberne hos Absolute Horses i metode C. Stævnet byder også på championatskvalifikation og klasser for andre end mesterskabsrytterne.

Det er ikke kun de mange nødvendige COVID-19 tiltag, der er nye ved årets DM i ridebanespringning, der afvikles hos Absolute Horses på Tågerup nær Kolding fra den 18. til den 23. august. Nyt er også, at første afdeling af mesterskaberne afvikles i Metode C, som er en springning, hvor fejl omregnes til tid.

Det gælder både DM for Senior og DRF-mesterskaberne for U21 (Ungrytter) og U18 (Junior). Tidligere har såvel første og anden afdeling af mesterskaberne været afviklet i metode A, hvor man opgør fejl og tid.

Metode C er tidligere – for mere end 10 år siden – brugt til første afdeling af mesterskaber i Danmark. Med ændringen afvikles de danske mesterskaber nu på samme måde som de internationale.

Metode C sætter fart på springningen. Får man en nedrivning eller et ben i vandet, så lægges der fire sekunder til ens tid. Så er man hurtig nok, kan man stadig ligge rigtig godt i konkurrencen, selv om man river ned. Ved tidsfejl tillægges et ekstra sekund.

Resultatet opgøres som fejlpoint. Den rytter, der har den bedste totaltid, får 0 strafpoint. De følgende ryttere får strafpoint svarende til halvdelen den tid, deres totaltid er langsommere end vinderens.

Strafpointene lægges så sammen med de fejl, rytterne får i anden afdelings to runder. 

Højderne er de samme som tidligere år. Senior rider på 150 cm forhindringer i første afdeling og 160 i anden. Ungrytternes højde er 145 cm, og Junior rider på 140 cm.

Kvalifikationskravene til mesterskaberne er i år på grund af COVID-19 ændret, så det kun afgøres af rytterkategori – minimum 5 for Senior og Ungrytter og 4 for Junior.

Championat

I forbindelse med det store stævne afvikles også en kvalifikation til DRF championat for fire-, fem- og seks-års heste. Ud over Youngster-klasserne, som ikke kun er for championatshestene, er der almindelige springklasser helt ned til en højde på 125 cm, så stævnet er ikke kun for mesterskabsrytterne. Der er netop åbnet for tilmelding på DRF Go.

Det er 10. år i træk, Absolute Horses, som brødrene Andreas og Christian Schou og Bo Kristoffersen står bag, arrangerer DM i ridebanespringning. Men på grund af restriktionerne bliver det uden aftenarrangementer og jubilæumsfest.

Stævnet skulle have været afviklet fra 10. til 14. juni sammen med et internationalt stævne, som er blevet aflyst.

Billedtekst:

Der er dyb koncentration, når det gælder mesterskabet. Her er det sidste års vinder af senior DM Søren Møller Rhode. I år omregnes fejl til ekstra sekunder i første runde af mesterskabet.

Kilde: Absolute Horses

Skriv et svar