Hjælp din hest i varmen

Vi ved godt, at sommeren ikke har budt på vilde varmerekorder, men i weekenden forudsiges i nærheden af 25 grader. Og så er det ikke altid rart for rytter og hest – heldigvis findes der flere måde, så du kan sørge for din bedste vens velbefindende, selv om solen bager.

Sommeren er her, og det betyder, at der er chance/risiko for høje temperaturer. Men hvordan har vores heste det egentlig med sol og sommer? Hvordan påvirker varme og fugtighed dem?

– I princippet har heste ingen problemer med varme temperaturer, siger dyrlæge. Anja Kasparek fra Aschheim hesteklinik, der ligger nær München.

Der er heste, der bor i meget varmere lande, men der er bestemt forskelle afhængig af racen. Ældre heste er også mere følsomme i forhold til varmen end yngre heste.

Anja Kasparek

Som heste-ejer er det vigtigt at være opmærksom på følgende seks punkter:

Prioriter skyggen

– Hvis hestene står i den bagende sol uden solbeskyttelse, kan det helt sikkert have sundhedsmæssige konsekvenser, forklarer Kasparek.

Krampekolik eller kredsløbsproblemer ses oftere, når det er varmt. Og især når der er store udsving i temperaturen.

– Mange heste-ejere reagerer og lader hestene være ude på fold om natten i varmt vejr. Dette er en god løsning, fordi hestene på den ene side er mindre generede af insekter og også bedre tåler nattetemperaturerne.

Frisk vand

– Hestene skal altid have adgang til vand, når det er varmt, siger dyrlægen.

– Men de kan godt klare sig uden vand i et par timer. Det gør de også ude i naturen. Som dyrlæge anser jeg det for meget vigtigere, at vandet er rent. Før du stiller utallige 30-liters kar ud på folden, som ingen renser, skal du hellere stille et enkelt kar derud og så sørge for at holde det helt rent og fyldt med vand.

Solbeskyttelse

Nogle heste er tilbøjelige til at blive solskoldet – det drejer sig især om skimler eller heste med store hvide aftegn. Det kan nemt gå galt, når huden under den hvide pels ikke er pigmenteret, dvs. lyserød.

– Du kan anvende en baby-solcreme med solbeskyttelsesfaktor 50 på de områder, forklarer Kasparek.

UV-masker er desuden en smart måde til at beskytte øjnene mod solens stråler.

Skift rytme

Rid hesten i de tidlige morgentimer eller ud på aftenen, når solen er ved at gå ned.

Eller hvad med at skifte træningen på banen ud med en ridetur i skoven, hvor der konstant er mere skygge.  

Køl langsom ned

Efter træning skal du sørge for, at hesten kommer tilbage i skyggen. Her kan hesten bedst køle ned og finde tilbage til sin normale temperatur. Når du skyller hesten, så sørg ligeledes for, at vandet er lunkent.

Svedalarm

Mangel på elektrolytter hos fritidshesten? Det er Anja Kasparek ikke stødt på endnu.

– De fleste af hobbyrytteres heste bliver brugt på en sådan måde, at de ikke lider af mangel på elektrolytter, siger hun.

– Du kan give elektrolytter, når temperaturen er høj, og når hestene virkelig sveder meget. I forhold til heste, der skal yde ekstra meget, er det fornuftigt at bruge elektrolytter.

Kilde: Reiterrevue.de

Skriv et svar