Våd start på Absolute Horses Mesterskabsstævne

Der var håndsprit i store mængder, men desværre også en masse regn, da Absolute Horses torsdag tog hul på årets store mesterskabsstævne på Tågerup i Sommersted ved Kolding.

Her afvikles Orifarm DM for Senior og to Agria-DRF mesterskaber, nemlig Jyske Bank U21 og Stephex & Absolut Horsetruck U18.

Torsdagen var en travl opvarmningsdag, hvor også andre end mesterskabsrytterne fik lov til at prøve kræfter med banen i højderne 120, 130 og 140 cm. I alt blev det til 212 starter.

Formiddagen var med fint ridevejr, tørt og ikke for varmt, men om eftermiddagen kom der kraftigt regnvejr, der tog noget af fornøjelsen.

Der er sat en masse skilte op, som skal minde folk om Corona-pandemien og dens krav om afstand, god håndhygiejne – og at man så vidt mulig skal sidde ned. Der er også begrænsninger på, hvor mange der må være i cafeteriateltet og på terrassen foran det. Men da der ikke er adgang for publikum, og der er begrænsninger på, hvor mange hjælpere rytterne må have med, var der ingen problemer i det.

Fredag rides første kvalifikation til de tre mesterskaber, der som noget nyt i år er i metode C, hvor fejl omregnes til strafsekunder, der lægges til ridetiden. Dagen indledes dog med en almindelig 120 cm klasse.

Lørdag byder igen på en stribe almindelige klasser, mens de tre mesterskaber afgøres søndag, hvor rytterne skal ud i to runder i metode A, hvor fejlene lægges til resultaterne fra fredag.

Zibrasport Equest streamer fra stævnet fredag, lørdag og søndag, og kameraet er gjort klar til nogle våde dage…

Kameraet skal pakkes godt ind, når det regner dagen lang.

Se med live her

Kilde: Absolute Horses

Skriv et svar