Zibrasport Equest bliver Medie- og Innovationspartner på 4-dobbelt VM i ridesport 2022

Da Herning var vært for EM i 2013, var der masser af stemning på tribunen.

Når verdensmesterskaberne i dressur, springning, paradressur og voltigering afvikles i Herning i august 2022, er det ikke kun i Herning, at man kan få VM helt ind under huden. Zibrasport Equest bliver VM’s digitale community, hvor man op til og under verdensmesterskaberne kan komme helt tæt på eventen, deltagerne og stemningen.

Meget mere end konkurrence

I august 2022 bliver området ved Stutteri Ask Stadium, Arena II and Jyske Bank Boxen hjertet for verdens største ridesportsbegivenhed – VM i dressur, springning, paradressur og voltigering. Ud over mesterskabs-konkurrencerne (VM) bliver eventen et overflødighedshorn af publikumsoplevelser med scener, oplevelser, side events og selvfølgelig ridesport i verdensklasse. 

”Vi glæder os rigtig meget til samarbejdet. VM bliver så meget mere end det, der foregår på konkurrencebanen. Det er oplevelser og passion langt ud over det sædvanlige. Og det er de oplevelser og den passion, som vi sammen med Zibrasport Equest har en vision om at bringe ud til hele verden. For det er ikke alle, der har muligheden for at være til stede i Herning, men med samarbejdet med Zibrasport Equest får alle muligheden for at være med,” siger Casper Cassøe, arrangør af VM 2022. 

Helt tæt på

Selvom event- og tilskuerpladserne kommer til at boble af liv og oplevelser ved ECCO FEI World Championships 2022 Herning Denmark vil millioner af ridesportsinteresserede fra hele verden ”kun” kunne følge VM-konkurrencerne gennem deres TV-skærme. Men VM er meget mere end det.

”På Zibrasport Equest skaber vi sammen med arrangørerne et community, hvor alle kan blive en del af VM – både op til og under mesterskaberne. Vi kommer bl.a. til at byde på forskelligt i VM-indhold i skrift, lyd og billede, samt indholdsformater hvor man selv kan engagere sig og blive en del af VM. Under mesterskaberne vil man kunne opleve top-springning og dressur fra VM-pladsen, samt få stemningen helt ind under huden – bl.a. fra VM-studiet, backstage og forskellige events på Zibrasport Equest scenen på eventpladsen. Vi ved, arrangørerne kommer til at skabe det bedste VM nogensinde, og vi glæder os til sammen med dem, at invitere alle med på rejsen og sætte Danmark på verdenskortet,” fortæller Rikke Højgaard, ansvarshavende chefredaktør på Zibrasport Equest.

Om ECCO FEI World Championships 2022 Herning

Fire discipliner: Dressur, Springning, Paradressur og Voltigering. MCH Messecenter Herning danner rammen for arrangementet, der afholdes på Stutteri Ask Stadium, Arena II og indendørs i Jyske Bank Boxen.

Afvikles 6. – 14. August 2022. Se mere på herning2022.fei.org.

Skriv et svar