FEI: Herpesvirus type 1 i Danmark

Den frygtede EHV-1, Herpesvirus type 1, er ifølge FEI nu også kommet til Danmark.

I FEIs opdatering om Herpesvirus type 1, EHV-1, fredag den 19. marts fremgår det, at den frygtede sygdom nu også har nået Danmark.

– 10 lande har bekræftet tilfælde. Landene er : BEL, DEN, ESP, FRA, GER, ITA, QAT, SVK, SWE, SUI.

Note: USA har for nylig også haft et tilfælde med EHV-1, men dette tilfælde er ikke forbundet med det aktuelle udbrud i Europa, skriver FEI på deres hjemmeside. Det nuværende dødstal er på 17 heste.

– FEI er blevet informeret om fire syge heste. Denne gang er sygdommen fundet i heste i Danmark, der er hjemvendt fra Valencia. To af hestene viser neurologiske tegn. Hestene er i fuld isolation.

DRF har samlet info om Herpesvirus her, hvor de bl.a. skriver følgende om heste i karantæne:

– DRF har fuldt overblik over alle ryttere, der siden 1. februar har været til stævner i Europa, og disse er blevet kontaktet og informeret om kravet til 28 dages karantæne ved hjemkomst. Derudover holder vi naturligvis øje med, at heste i karantæne ikke meldes til danske stævner i den kommende tid, og skulle det ske, bliver rytterne kontaktet med det samme og får at vide, at de ikke må stille til start. De vil altså ikke kunne få lov til at møde op på stævnepladsen. På den måde sikrer vi, at smitten ikke bliver bragt med ud til danske stævner. 
Det er ikke muligt for os at kontrollere, om heste fra stalde i karantæne, som ikke selv har været i udlandet at ride, melder til start ved danske stævner. I den forbindelse appellerer vi derfor – som vi altid gør, når der er udbrud af smitsomme sygdomme blandt heste i Danmark – kraftigt til, at ALLE overholder den påkrævede karantæne. 

Skriv et svar