Sverige aflyser alle stævner indtil 28. marts

Ligesom flere andre lande har Sverige nu besluttet at aflyse alle ridestævner indtil den 28. marts. Det skyldes udbruddet af herpesvirus.

I sidste uge var det Tyskland, der meddelte, at udbruddet af herpesvirus (EHV-1) ved springstævnet i Valencia fik store konsekvenser for landets nationale stævner – den tyske rideforbund (FN) besluttede nemlig at aflyse alle nationale stævner.

Og nu følger Sverige trop. Ud fra et forsigtighedsprincip har den svenske rideforbund sat al stævneaktivitet på pause indtil den 28. marts.

– Aflysningen af konkurrencer gælder indtil videre til den 28. marts, men kan forlænges. Beslutningen er en forsigtighedsforanstaltning og truffet efter anbefaling fra FEI og den svenske rideforbunds dyrlæger. På nuværende tidspunkt er der ingen udbredt smitte med EHV-1 i Sverige, men der er en øget risiko for et udbrud af EHV1-infektion i Sverige bl.a. på grund af heste, der kommer hjem fra internationale stævner, skriver forbundet.

Hvad med World Cup?

Stævnestoppet får konsekvenser for den første kvalifikation i Lövsta Future Challenges dressur på Strömsholm 19. – 20. marts, Grand Prix med ATG Riders League, Lövsta Future Challenge U25 og Arena Youth Tour den 18. – 22. marts i Borås og Billdal Horse Show med final Arena Youth Tour og SWB Trophy finalen den 25. – 28. marts.
Disse stævner kan ikke afholdes, men hvad med den planlagte World Cup-finale? Det internationale stævne, hvor verdens bedste ryttere og heste deltager, skal egentlig finde sted i Sverige fra den 30. marts til den 4. april. Altså med start to dage efter den 28. marts.

Ifølge FEI er begivenheden stadig i kalenderen, men hvis Sverige beslutter at forlænge forbuddet, kan det se ret umuligt ud at gennemføre World Cup-finalen i Göteborg.

Skriv et svar