Update om herpes: Heste forlader nu Valencia

(Modelfoto)

Valencia var i februar epicenter for udbruddet af den smitsomme Herpesvirus type 1.
Nu har den første gruppe af heste fået tilladelse til at forlade stævnepladsen.

I februar indløb de første meldinger om et voldsomt udbrud af Herpesvirus type 1 til et internationalt stævne i Valencia.

Danske Karina Leichle fortalte fra stævnepladsen om situationens alvor:

– Hvis vi kommer hjem med nogle af vores heste inden det er juni måned, så er det gået godt. Vi hænger i stalden konstant, hjælper hvor man kan. Alle hjælper alle, og der er ikke noget at gøre, og der er ikke noget, nogen kan gøre for os. Vi må bare holde sammen, være stærke og støtte hinanden. Vi kan ikke sove, og når jeg sover, drømmer jeg om karantænestald og sygdom.

Men nu er der muligvis håb forude.

Fra Spanien til Frankrig

En update fra FEI den 11. marts lyder således:

– Den første gruppe af heste har nu forladt Valencia. Det sker efter, der er indgået en fælles aftale mellem Frankrig og Spanien. Hestene vil blive isoleret i sikre omgivelser nær Paris, skriver FEI.

Også i forhold til stævnet i Doha er der en ny opdatering.

– FEI har fået oplyst, at test nummer to, der blev foretaget på en af hestene, der deltog i stævnet i Doha, er negativ. Alligevel vil alle 85 heste forblive blokeret i FEIs database, indtil de har gennemgået alle sikkerhedsforanstaltninger i forhold til at sikre, at smitten ikke spreder sig.

Skriv et svar