Nyheder

Agria VM-Holdturnering – noget for dig?

Drømmer du om at ride med ved VM? Så er det nu blevet et opnåeligt mål, da Agria og Dansk Ride Forbund er gået sammen om en spændende VM-Holdturnering, der afvikles midt under ECCO FEI World Championship Herning 2022

Når verdens aller bedste ryttere mødes for at dyste i fire VM-discipliner i Herning til august næste år, vil man kunne opleve cremen af sportens topryttere og -heste i springning, dressur, paradressur og voltigering. Der er ingen tvivl om, det bliver en kæmpe oplevelse for ryttere og publikum. Det er dog kun de færreste ryttere, som får deres drømme opfyldt om VM-deltagelse. Det er der nu lavet om på.

Vi mødes til den store finale til Herning2022
Dansk Ride Forbund er gået sammen med forsikringsselskabet Agria om at udskrive en VM-Holdturnering. Her er bredden i sporten og sammenholdet i højsædet. Turneringen, der løber fra 1. juni 2021 – 30. juni 2022, går på tværs af alle DRF’s discipliner og afvikles på D- og E-niveau. På den måde appellerer turneringen bredt, og rytterne kan samtidig trygt prøve kræfter med nye discipliner. De bedste hold mødes i den store finale, som afvikles under VM i august 2022.

Bredderytterne for mulighed for en kæmpe oplevelse
”Agria Dyreforsikring er en af hovedsponsorerne for ECCO FEI World Championships – Herning 2022, og vi er ligeledes hovedsponsor på den nye holdturnering – Agria og DRF’s VM-holdturnering – som kulminerer i en finale under VM. Begge dele giver super god mening for os, fordi vi både støtter op om bredden i ridesporten og konkurrencerytterne. Med turneringen kan vi i samarbejde med Dansk Ride Forbund være med til at udbrede sporten og give bredderytterne mulighed for en kæmpe oplevelse ved at ride finalestævnet under VM i 2022, og det glæder vi os meget over,” siger Jens-Erik Majlund, salgschef for Agria Dyreforsikring.

Velkommen til ryttere udenfor rideforbundet
Også direktør i Dansk Ride Forbund, Morten Schram Rodtwitt, er begejstret for den nye turnering: ”Generelt set vil vi rigtig gerne lave flere aktiviteter, der favner bredt og aktiverer på tværs af både aldre, niveauer og discipliner, og netop dét kan den nye VM-holdturnering. Vi har ladet os inspirere af den populære 100-årsturnering, som blev afviklet i 2016-2017, men som noget nyt har vi også gjort det muligt at deltage uden klubmedlemskab, licens eller konkurrencehesteregistrering, hvis man rider på E-niveau. På den måde håber vi på at kunne aktivere nogle ryttere, som vi ellers ikke har kontakt med, og hvis de efter så turneringen f.eks. får lyst til at melde sig ind i en rideklub, er det jo bare fantastisk”, afslutter han.

Turneringen kort fortalt
Der kan laves hold på tværs af aldersgrupper, geografi, heste/ponyer osv., og holdene kan hente point i både dressur, springning, military, distance, voltigering, ForhindringsCup og kæphest. Og der er faktisk bonuspoint at hente, hvis man prøver kræfter med mange discipliner, hvilket kan ende med at have stor betydning for den samlede pointstilling, som er afgørende for, hvilke hold der kommer med til finalen i Herning. Et hold består af 6-8 ekvipager, som alle optjener point individuelt ved stævner i perioden. Der vil blive udbudt pointgivende klasser ved en lang række stævner rundt om i landet, så der vil være rig mulighed for at optjene point. Alle pointgivende klasser i turneringen vil fremgå tydeligt af stævnernes propositioner på rideforbund.dk.

Sådan melder I jer til
Turneringen skydes i gang 1. juni 2021, men der kan meldes til løbende, så man kan altså sagtens melde sit hold til f.eks. i oktober 2021 og stadig have en chance for at komme med til finalen. Alle ekvipager skal indledningsvis melde sig til på www.rideforbund.dk via det officielle tilmeldingsstævne for turneringen, og dernæst skal holdet sende en samlet tilmelding via mail til VM2022@rideforbund.dk, hvor denne tilmeldingsblanket med holdnavn og holdsammensætning er vedhæftet. Sammensætningen på holdtilmeldingsblanketten skal nøjagtigt matche holdets individuelt tilmeldte ekvipager på rideforbund.dk. Når tilmeldingsproceduren er gennemført, kan pointjagten begyndes.

Læs meget mere om turneringen i de officielle bestemmelser her.