Nyheder

Carina og Danse helt i top i Hagen

I en Grand Prix-klasse med internationale topnavne i hobetal, red Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera sig ind på en 6. plads som bedste dansker

Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera. Signe Baun - Baun Photo

Startfeltet ved CDI-stævnet i Hagen er imponerende med OL-medaljetagere på stribe. Grand Prix-klassen i dag, som kvalificerer til lørdagens Grand Prix Special, blev særdeles seværdig, fordi klassen rummede både erfarne, sammentømrede ekvipager, nye konstellationer, og erfarne ”rotter” på unge stjernefrø.

Carina bedst med dyre fejl
– Jeg er godt tilfreds, fortæller Carina Cassøe Krüth, som sammen med Heiline’s Danciera (Danse) blev bedste dansker i dag med 75,457% til en 6. plads. Hun fortsætter: – Jeg havde fire dyre fejl, et dårligt anspring, en dårlig tilbagetrædning, fejl i to’erne og taktfejl i den sidste travøgning.

Alligevel sluttede de blandt de bedste, og bekræftede dermed deres høje niveau. –  Jeg havde håbet, mit niveau var der, hvor vi bilder os ind, vi er, siger Carina efter en klasse, hvor Danse levede op til sit navn og endnu engang viste, hvor meget det betyder at have tre taktrene grundgangarter og en super indstilling på banen.

Tysk dominans, som sædvanligt
Det var noget af et felt, dommerne skulle bedømme i dag. Hvor sejren gik til tyske Jessica von Bredow-Werndl/TSF Dalera BB, som scorede sit personligt bedste i Grand Prix med 81,652%. Det er et godt sammentømret par, som var på det guldvindende tyske landshold ved EM i Rotterdam i 2019, og dermed et stærkt kort for tyskerne til OL. Det eneste, man kunne sætte en finger på i dag, var noget spænding i den samlede skridt.

Englands OL-guldvinder Charlotte Dujardin havde igen sadlet sin tophest Mount St. John Freestyle, den 11-årige hoppe red hun ind på andenpladsen med 81,457%. Parret blev diskvalificeret ved EM i Rotterdam, da Charlotte fik prikket hul i siden på hoppen. I dag åbnede de med vældig energi, men den energi gik lidt tabt i piafferne.

Verdens bedste dressurrytter, tyske Isabell Werth, kom til start med endnu en uprøvet Grand Prix-hest i en lang række af heste af forskellig kvalitet, som hun har redet frem til Grand Prix. DSP Quantaz e. Quaterback på 11 år gik til 78,630%. Der er få, om nogen, ryttere, som formår at samle points op overalt, som det er tilfældet med Isabell Werth. Klart, hun måtte arbejde lidt mere for det i dag, og den frie skridt var nærmest ikke eksisterende, men alligevel lykkedes det hende at blande sig i topkampen.

Klar til Specialen
– Det var fint at komme i gang til stævne igen, fortæller Carina, hun roser stævnearrangørerne for at have skabt nogle gode rammer omkring stævnet, der er lukket for publikum. I stedet er der sat mindre telte op langs banen, som ryttere og deres familie og trænere kan sidde sammen i og følge konkurrencerne. I morgen aften flytter konkurrencerne ind på springstadion, og derfor har rytterne en time her til aften, til at skridte rundt på stadion, så hestene kan vænne sig til omgivelserne.
– Det er dejligt, vi er kommet ind i Specialen, og nu gælder det om at ride fejlfrit. Det kunne da være dejligt, slutter Carina Cassøe Krüth.

Andreas Helgstrand og Fiontini. Signe Baun – Baun Photo

Andreas Helgstrand og Fiontini sluttede på 12. pladsen, og dermed er de også kvalificere til Specialen. De opnåede 73,457% og har fået den eftertragtede OL-kvalifikation i hus.
– Jeg er egentlig godt tilfreds, bemærker Andreas Helgstrand. Han er meget glad for igen at komme til stævne. Det er ikke meget rutine, han har fået sammen med Fiontini, og starten på deres program bare også lidt præg af uro, men de fik sig redet i form undervejs, og sluttede med flere, flotte øvelser. Andreas ærgrerede sig dog over, at Fiontini ikke ville stå stille i paraderne i dag.
– De 4-taller kunne jeg godt have undværet, bemærker han, men glæder sig samtidig over, hun i mange andre øvelser, er blevet bedre for ham at ride. Han håber på at få nogle flere stævner sammen med hoppen, for at få mere stabilitet i konkurrence, for det kan ikke øves hjemmefra.
– Jeg er glad for at komme med i Specialen, selvom jeg kun har redet det en gang tidligere på hende, ligger øvelserne i det program meget bedre til hende, slutter Andreas Helgstrand.

Daniel klar til kür
Det lykkedes ikke for Daniel Bachmann Andersen at ride Marshall-Bell ind i Specialen, de sluttede på en 19. plads med 71,435% med det, som Daniel betegner som nogle ”unghestefejl” undervejs.
– Jeg er ikke så ked af, jeg ikke nåede ind i Specialen. Den skal rides inde på springstadion, og det kan godt blive for meget for ham, nu.
I stedet for rider Daniel en Grand Prix-klasse søndag formiddag, og det vil være meget bedre læring for den ambitiøse 9-årige vallak, bekræfter han.
– Den er bare så overtalenteret, så den skal lære at gøre tingene, bare lidt mindre. Det kommer til at ske over træningen, fortæller han. Han må sidde musestille deroppe og konstant passe på ikke at forlange noget, kun sidde og vente, og vente.
– Jeg prøver bare at få ro på ham. Det er ikke mig, som får ham til det, han gør, det gør han af sig selv, fortæller Daniel, og fortsætter: Med tiden bliver det mega flot!

Han red sig ind i kürfinalen med Carso’ni, og det glæder han sig til. – Jeg har haft en helt super træning med ham i dag, hvor jeg fik ham mere frem til hånden. Jeg kender ham ikke så godt endnu, så jeg vil hellere gøre for lidt end for meget, så han ikke siger nej tak. Hellere skrue op end omvendt. Vi skal bare ud at ride nogle midterlinjer, for de har begge kvaliteten til det, de skal bare have mere stævneerfaring.
Det er ved stævnerne, man lærer hestene at kende, forklarer Daniel. Det er inde på banen, man skal lære at få den helt rigtige fornemmelse, det kan man ikke øve hjemme.

Nanna Skodborg Merrald og Atterupgaards Orthilia nåede lige netop ikke med ind i Specialen lørdag aften, de sluttede på 16. pladsen med 72,630%, men klarede OL-kvalifikationskravet på min. 66% Også Cathrine Dufour har nu OL-kvalifikationskravet hjemme på sin tredje Grand Prix-hest, da Vamos Amigos blev bedømt til 72,913% til en 14. plads – 15. ekvipager får adgang til Specialen.

Flot og stabilt program fra Nanna & Orthilia hvor en lille misforståelse i changementerne kostede dyrt. Men 72,6% er absolut godkendt i et super stærkt felt.Kl. 17:20 gælder det Farrell som skal ind og forsvare onsdagens 1. plads

Nanna Skodborg Merrald og Atterupgaards Orthilia.

Dommerne i gang igen
Det er ikke alene rytterne, der mangler noget stævnerfaring, det samme er også tilfældet for dommernes vedkommende. Blandt dommerne var danske Hans-Christian Matthiesen, og dommerteamet var bestemt ikke helt enige klassen igennem, og som det forlød fra nogle af rytterne i Hagen, også lidt til den fedtede side med pointene.

Resultatet af klassen

Kvalitet til overmål
Når vi herhjemme taler om, at springrytterne mangler materiale for at være med helt i top, så kan dressurrytterne ride på banen med visheden om, at kvaliteten af deres heste er blandt de bedste. Det var gældende for alle danske ekvipager i dag, at de sidder på heste af høj, høj kvalitet, som lige mangler den sidste styrke, erfaring, finpudsning og samspil med deres ryttere, for at nå den absolutte top.
De tyske ryttere, og toprytterne fra andre nationer bare dygtige til at samle hvert et points op undervejs. Og så bliver de også godt belønnet for det.