Nyheder

Nanna og Daniel nu i A-truppen

Efter flotte resultater ved CDI-stævnet i Hagen i slutningen af april, er Nanna Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen flyttet fra B- til A-truppen

Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack. Foto: Blue Hors

På baggrund af bl.a. sidste uges resultater ved det 4-stjernede CDI-stævne i Hagen har landsholdsteamet for U25- og seniorrytterne foretaget et par justeringer i bruttogruppen for seniorer. Det betyder, at Daniel Bachmann Andersen og Nanna Skodborg Merrald begge rykker fra B-gruppen op i A-gruppen. Derudover er sportsplanen for 2021 desuden blevet opdateret, hvilket bl.a. betyder, at CDIO-stævnet i Compiegne nu er et udtagelses-/iagttagelsesstævne, fortæller Dansk Ride forbund.

Hvad er sportsplan og bruttogrupper?
Dansk Ride Forbund har sportsplaner for dressur, springning, military og paradressur. Om den skrives der: Sportsplanen har til formål at informere om sæsonens bruttogruppe- og landsholdsaktiviteter. Sportsplanen skal være pejlemærke for de normer, værdier og retningslinjer, man som bruttogruppe- og landsholdsrytter og -træner i dressur skal være ambassadør for og virke under. Sportsplanen har endvidere til hensigt, på en åben og transparent måde, at afstemme krav og forventninger til de ryttere, der indgår i DRF’s bruttogrupper og landshold.

Bruttogruppen
På baggrund af resultater fra sæsonen 2019 og 2020, samt landstrænerens vurdering af en rytters fremadrettede udviklings- og resultatpotentiale, defineres en bruttogruppe. Bruttogruppen består af de ryttere, der indplaceres i henholdsvis A, B, C og U25-grupperne, og skal betragtes som gruppen af ryttere, som DRF vurderer, har et særligt resultat- og udviklings-potentiale. Rytterne i bruttogruppen har således landstrænerens og holdlederens særlige opmærksomhed i forhold til den enkelte rytters udviklings- og resultatpotentiale, sparring på forbedrings-potentialer, trænings- og stævneplan og i forbindelse med iagttagelse med henblik på udtagelse til sæsonens landsholdsaktiviteter.

Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack. Foto: Blue Hors

Den opdaterede seniorbruttogruppe i dressur ser således ud:

A-gruppe*

  • Andreas Helgstrand
  • Anna Kasprzak (barsel)
  • Carina Cassøe Krüth
  • Cathrine Dufour
  • Charlotte Heering
  • Daniel Bachmann Andersen
  • Lone Bang Larsen
  • Nanna Skodborg Merrald

B-gruppe

  • Agnete Kirk Thinggaard
  • Anna Zibrandtsen
  • Dennis Fisker
  • Helene Melsen
  • Trine Mittag Jensen

C-gruppe

  • Anne Troensegaard
  • Betina Jæger Jensen
  • Michael Søgaard

*Anders Dahl er ikke længere en del af bruttogruppen.

Daniel Bachmann Andersens kür på Carso’ni i Hagen.