Nyheder

OL-rytter indlagt – hest død på æresrunde (opdateret)

OL-rytter Dorothee Schneider (GER) er indlagt efter hendes hest styrtede om og døde under æresrunden ved dressurstævnet i Pforzheim

Dorothee Schneider. Foto: FEI

På æresrunden efter Grand Prix-klassen ved et stævne i Pforzheim styrtede Dorothee Schneiders hoppe Fohlenhofs Rock’n Rose om. Den 17-årige hoppe brød sammen på banen, og blev liggende. Hoppen døde få minutter senere inde på banen. Stævnedyrlægen formodede, det var en brist på hovedpulsåren, som var årsagen til dødsfaldet. Dorothee Schneider var naturligvis i chok. Hun blev hos sin hest, men blev efterfølgende kørt på sygehus for at blive undersøgt. På Reiterjournal skriver de, at den 51-årige OL-rytter var var fuld bevidsthed og formodentlig ikke er svært skadet.

En brist af hovedpulsåren kan ske for alle heste, af enhver race og enhver alder, udtaler den tyske dyrlæge Dr. Volker Sill fra Bargteheide til Reiterrevue. Shetlandsponyen på folden kan dø af samme årsag, og det samme er tilfældet for fritidshesten. Det er altså ikke en sygdom, som forekommer alene hos topydende heste, men det er ofte i forbindelse med sportshestenes pludselig død ved stævner, der kommer fokus på sygdommen. Brist af hovedpulsåren ligger meget langt nede af listen over dødsårsager hos heste.

Brækket kraveben (opdateret)
Undersøgelsen på sygehuset åbenbarede, at Dorothee Schneider har brækket kravebenet, og formodentlig tidligst kan komme i sadlen igen om to uger. Dorothee er en del af det tyske bruttohold forud for OL i Tokyo med hele tre heste: Showtime FRH, Sammy Davis jun. og Faustus. “Det er en frygtelig oplevelse for Dorothee,” udtaler landstræner Monica Theodorescu i en pressemeddelelse fra det tyske rideforbund, hvor hun fortsætter: ”Det er tidligt på året, og der er stadig tid til nomineringen. I de kommende uger er der flere stævner på programmet, hvor Dorothee og hendes heste kan kvalificere sig til Tokyo. Men det er vigtigt ikke at forcere noget, så hun får ro til at hele. “

Herhjemme blev den tyske OL-rytter Dorothee Schneider for alvor kendt, da hun tre år i træk red Dansk Varmblods hingsten Sezuan til guld ved UVM. Hun er også officiel ambassadør for ECCO FEI World Championships Herning 2022.

Hvil i fred, elskede Rosi, du vil for altid være i vores hjerter, skriver Dorothee Schneider på sin Instagram-profil