Stutteri Svalegård: Forsigtige optimister efter herpesudbrud

Det er Ane Krabbes forældre Else Marie og Jens Chr. Krabbe, der driver Stutteri Svalegård (Foto: Stutteri Svalegård)

I forrige uge fortalte Ane Krabbe, at forældrenes stutteri Svalegård kæmpede mod EHV-1. I artiklen giver hun en opdatering på situationen.

EHV-1 har været skyld i tre heste og et føls død på Stutteri Svalegård i Thy. Zibrasport Equest talte med Ane Krabbe, datter af Else Marie og Jens Chr. Krabbe, som står i front for dressurstutteriet, i forrige uge, hvor hun kunne berette om smitten hos deres heste.

– Vi har nogle ungheste, der har stået med snot, men ser okay ud. Vi har et par rideheste, der har stået med feber. Min datters pony har desværre også lidt problemer med bevægelsen. Det er ikke blevet forværret, sagde hun om situationen for halvanden uge siden.

Ane Krabbe fortæller nu, at der er lys forude, men familien endnu ikke tør tro på, at de er sluppet ud på den anden side.

– I sidste uge, den 30., skete det, vi frygtede. Vi havde to avlshopper, der stod med feber – to af vores bedste avlshopper. Det opdagede vi om morgenen, fordi vi tager temperatur to gange om dagen. Vi igangsatte behandling og fik dyrlægen ud. Hopperne var slappe, så de fik drop og et boost med vitaminer onsdag og torsdag. Torsdag var vi bange for, at de ikke længere tissede. Det er et typisk symptom – at det rammer blæren.

Vi fik kateter i dem begge to, og derefter var de faktisk feberfri et par dage, fortæller Ane.

– Lørdag stod den ene hoppe med feber igen. Årsagen, til det, var ikke herpes, men en infektion, fordi de havde haft kateter. Så den blev behandlet for penicillin. Feberen var altså ikke herpesrelateret. Søndag og mandag har det set rigtig godt ud, men det er for tidligt at sige, om alt er godt, lyder det fra Ane om de to hopper, der er i fol og efter planen skal fole i juni.

Den ene af hopperne er Svalegårds Hottie, tidligere UVM-deltager og vinder af femårs dressurchampionatet. 

Hottie er en meget speciel hest for os. Så da hun blev ramt, var det ved at vælte læsset.

Ane Krabbe

Forsigtig optimist

Om Svalegård og herpes er et overstået kapitel, tør Ane ikke sige endnu. Men noget tyder på, at det går den rigtige vej.

– Vi har tre andre avlshopper, og de har endnu ikke haft symptomer. I samarbejde med Højgård Hestehospital, har vi forsøgt at behandle forebyggende. Det ved vi ikke, om kan lade sig gøre, men det forsøger vi. Hestene har endnu ikke haft feber eller andre symptomer. Vores tanke med at behandle forebyggende var, at hvis de fik virus, så var de “klar”. Nu må tiden desuden vise, om vi kan tage en antistoftest senere, uddyber hun.

Status på ridehestene og ponyen, der udviste tegn på sygdom, er også god.

– Vi har ikke haft andre grimme tilfælde og heller ikke andre heste med feber. Min datters pony er fri for lammelser og går nu helt almindeligt. Den er ikke sat i arbejde endnu, og den er stadig i behandling.

Ridehestene ser også fine ud. De starter deres genoptræning, lyder det.

Alligevel går Ane og familien med livrem og seler, for EHV-1 har en lang inkubationstid.

– Hestene kan muligvis stadig afgive smitte, så vi passer på. Det er for tidligt at spå om, vi er ovre det hele. Det kan vi først sige om 14 dage.

Det har været et mareridt at være i. Men vi er forsigtige optimistiske, fordi behandlingen ser ud til at virke.

Læs mere om EHV-1

Skriv et svar