Nyheder

Dyrskuerne aflyser på stribe

Den nuværende coronasituation gør det umuligt for arrangørerne at afholde dyrskuerne i 2021. Roskilde og Odense er nogle af dem, der har aflyst.

Dyrskuerne bliver heller ikke til noget i 2021

Genåbningsplanen, som Folketinget forhandlede sig frem til mandag nat, har ikke gjort det muligt for Danmarks mange dyrskuer at gennemføre i 2021.

Tirsdag meddelte skue efter skue, at de desværre måtte aflyse den festlige fremvisning og udstilling af husdyr.

Roskilde Dyrskue

Vi havde virkelig håbet, at det her i 2021 kunne lade sig gøre at afholde Danmarks største dyrskue, med alle de restriktioner, der skulle til, for at gøre arrangementet sikkert og forsvarligt. Myndighedernes vurdering er, at det ikke lader sig gøre og vi må naturligvis tilslutte os, at folkesundhed har førsteprioritet.

Roskilde Dyrskue har igen i år haft kæmpestor opbakning fra både maskin-, erhvervs- og dyreudstillere, fra frivillige og øvrige samarbejdspartnere. Mange har sammen med os til det sidste håbet på, at der ville blive dyrskue i år. Tak til jer alle sammen for det!

Selvom vi nu alle har levet med coronavirus i mere end et år og selvom vi i dyrskuet vidste, at der kunne være usikkerhed om årets arrangement, så er vi meget påvirkede af, at vi igen i år må undvære dyr i staldene, maskiner på rad og række, duften og smagen af gode danske fødevarer og det traditionsrige festlige møde mellem land og by på Dyrskuepladsen i Roskilde.

Vi savner vores glade udstillere og gæster, og vi savner den livlige fejring af dansk landbrug på Dyrskuepladsen. Men vi kommer stærkt igen og ser allerede nu frem til næste år.  

Ikke ti vilde (race)heste kan holde os fra at skabe et festligt Roskilde Dyrskue 2022 for jer allesammen! 

Det Sønderjyske Fællesdyrskue

Det Sønderjyske Fællesdyrskue 2021 er aflyst!

Endnu en gang må vi erkende, at der ikke bliver liv og glade dage på Dyrskuepladsen i Aabenraa den 18-19. juni.For andet år i træk har Corona situationen gjort det umuligt at afholde dyrskue. Bestyrelsen og ledelsen er utrolig triste over, at Det Sønderjyske Fællesdyrskue igen er aflyst.

Det var slet ikke, hvad vi ønskede. Vi var så klar og havde mange tilmeldte erhvervsudstillere, både nye og gamle.Tak for jeres store tålmodighed og forståelseVi arbejder nu på planlægningen af næste års dyrskue den 3. og 4. juni 2022.

Det Fynske Dyrskue

Sikke et år og sikke en rutsjebanetur for Det Fynske Dyrskue. Endnu en gang må vi erkende, at der ikke bliver liv og glade dage på Dyrskuepladsen i Odense til sommer d. 11-13. juni.

For andet år i træk har coronasituationen gjort det umuligt at afholde Det Fynske Dyrskue. Bestyrelsen og ledelsen er utrolig triste over, at Det Fynske Dyrskue igen er aflyst. Det var slet ikke, hvad vi ønskede. Vi var så klar og havde mange tilmeldte erhvervsudstillere, et flot nyt program og masser af spændende nyheder til dette års dyrskue.

Aflysningen er resultatet af en vinter og et forår, hvor politikerne ikke har kunne give os et klart svar. Tiden er løbet fra os alle, og vi vil meget gerne sige jer en stor tak. Tak for jeres store tålmodighed og forståelse

Landsskuet i Herning

Landsskuet i Herning den 1.-3. juli aflyses på baggrund af den genåbningsplan, som Folketinget forhandlede sig frem til natten til tirsdag.

”Med udsigt til at skulle holde et landsdækkende dyrskue over tre dage med maksimalt 10.000 gæster dagligt, finder vi det ikke forsvarligt rent økonomisk at gennemføre årets arrangement. Samtidigt umuliggør restriktioner for forsamlinger i stalde og haller samt på vores campingplads det sociale samvær, som er en stor del af glæden ved at mødes til landbrugets store sommerfest. Derfor må vi desværre i lighed med andre større dyrskuer og med beklagelse for andet år i træk aflyse Landsskuet”, siger Kristian Gade, formand for Landsskuet.

Det store dyrskue med 2500 dyr fra hele landet plejer hvert år at samle omkring 50.000 gæster på Landsskuepladsen. Her bor dyreudstillere på en campingplads ved siden af staldene, så de kan passe og klargøre dyrene til udstillingen og konkurrencerne, der både foregår indendørs og udendørs. Aflysningen omfatter også Landsskuets udstilling af maskiner og produkter til landbruget og livet på landet.

Landsskuets bestyrelse og medarbejdere arbejder nu i stedet frem mod næste års arrangement, der finder sted i dagene 30. juni-2. juli 2022.