Nyheder

Carina og Cathrine kæmpede om sejren i World Cup-küren

Lørdag aften skulle FEI Dressage World Cup Freestyle afgøres i Boxen i Herning.
Og det gik, mildt sagt, godt for de danske ryttere.

Cathrine Dufour vandt på 18-årige Cassidy - men det var tæt i toppen. (Foto: Zibrasport Equest)

Top tre i FEI Dressage World Cup Freestyle, der blev afgjort lørdag aften i Boxen, kunne næsten ikke have set bedre ud – hvis man altså havde de danske briller på.

  1. Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy
  2. Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera
  3. Dinja van Liere og Hermes

Læs mere om de danske præstationer herunder:

Charlotte Heering og Bufranco

Første danske ekvipage på startlisten var OL-reserven Charlotte Heering på sin 15-årige vallak Bufranco.

Bjarne Nielsen, der kommenterede klassen, sagde om dem, at de er en harmonisk ekvipage. Og det synes dagens fem dommere i Boxen tydeligvis også.

76.315 % blev det til.

Anna Kasprzak og Rock Star 13

Anna har haft to heste med i Herning. Addict har gået CDI, mens den rutinerede Rock Star skulle kæmpe om de attraktive World Cup-point.

Især skridten roste Bjarne Nielsen, og så var han også begejstret for galopturen, der bød på flotte øgninger og pirouetter.

76.845%

Se også: Interview med Anna

Lone Bang Larsen og Thranegaardens Rostov

Rostov har ikke så meget rutine på dette niveau, men det forhindrede ikke rutinerede Lone, der har redet GP, siden hun var helt ung, i at give den gas.

Akkompagneret af Adeles fine toner, så formåede Lone at ride en fantastisk kür – og det fik publikum til at klappe i takt, inden hun skulle hilse af.

79.525%

Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera

Fredag var de et mulehår fra sejren, men et stort kiks i serien satte en brat stopper for det. Men lørdag viste den ekstremt harmoniske ekvipage storform, hvor de satsede hele butikken i en vellykket serie med to’er og etterchangementer samt afslutning med en hånd.

Og det belønnede sig – stående applaus og 86.395 %

En ekvipage for fremtiden (Foto: Zibrasport Equest)

Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy

Fredagens vinderpar var i hopla lørdag aften.

Den 18-årige vallak så en kende mere energisk ud end fredag. Parrets velkendte kür lykkedes til perfektion, og Cathrine beviste endnu en gang, hvor godt hun performer under pres.

Igen måtte publikum op at stå for at hylde rytter og hest. Dommerne var også oppe at ringe – 87.115 %.

Se også: Video med Cathrine efter sejren i Grand Prix

Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack

Zack har ikke været til stævne siden OL i Tokyo, men den ældre herre på 17 år så ikke træt ud. Tværtimod.

Sammen med Nanna viste den et powerfyldt program, men en stor fejl gjorde, at de måtte “nøjes” med 80.880 %