Nyheder

7 præmiehingste og deres avlere hædret i Herning

Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning blev afsluttet med beskrivelse af de godkendte hingste, et herligt gensyn med de 4-årige hingste under rytter, og så kunne forbundet fejre 7 præmiehingste blandt de 3-årige hingste.

Den enlige danskopdrættede præmiehingst i dressur: Åtoftens Jovani fra Stutteri Åtoften og Helgstrand dressage. Foto: Kee Frandsen

Dansk Varmblods disciplinopdelte kåringskommissioner satte punktum for 5 fantastiske kåringsdage i MCH Messecenter Herning ved at udpege 2 præmiehingste blandt 11 godkendte springhingste og 5 præmiehingste blandt 18 godkendte dressurhingste.

Præmiehingst springning Vasco Ask. Foto: Zibrasport Equest

De to præmiehingste i springning er:
14 Quint Z e. Quartz Ask fra Bækgården

17 Vasco Ask e. Verdi fra Stutteri Ask

Følgende hingste opnåede adgang til afprøvning: Kat. 01, 02, 03, 04, 09, 10, 12, 15, 16.

Præmiehingst springning Quint Z. Foto: Zibrasport Equest

Johnny Hansen, talsmand for kåringskommissionen i springning fortæller, at dommerne har set hingstene 4 gange: ved forbesigtigelsen, da de blev udvalgt, til en træning på Vilhelmsborg og to gange under hingstekåringen i Herning. Et godt samarbejde mellem ham, hingsteholderne og dem, der klargør hingstene til kåring har haft en stor positiv effekt.

”Vi begynder at få nogle springhingste med hingstepræg. De kan også trave, men det er ikke noget, vi giver karakterer for,” forklarer Johnny, der understreger, at springheste, der arbejder smidigt i traven, giver rytteren en god fornemmelse i arbejdet, og dermed også hesten det gode arbejde.

Temperament og holdbarhed er også i fokus under kåringen, og også på dette parameter er der fremgang.

Læs også: Video: Løsspringningen åbnede DV’s hingstekåring –

Herhjemme bliver springhingstene afprøvet på bomme, og ikke på en stor plankevæg. Målet er at lave tidssvarende afstande, og forhindringer, som hingstene vil møde i sporten, og bedømme deres kvaliteter på denne vis.
”Vi skal ikke lave et spring for publikum, men vi skal bedømme en hingst,” slutter Johnny Hansen.

Præmiehingst dressur Vogue. Foto: Zibrasport Equest

Elegante og elastiske dressurhingste

Dommerne gav adgang til afprøvning til 18 dressurbetonede hingste. Og satte en flot præmiering, som publikum kunne glæde sig over ved den afsluttende hædring.

De 5 præmiehingste i dressur er:

44 Elastic e. Escolar fra Helgstrand Dressage
56 Fifty-Fifty e. Fürst Toto fra Helgstrand Dressage
60 Åtoftens Jovani e. Jovian fra Helgstrand Dressage og Stutteri Åtoften
73 Vogue e. Vitalis fra Helgstrand Dressage
75 Opoque e All at Once fra Helgstrand Dressage

Følgende hingste opnåede adgang til afprøvning: 41, 43, 45, 46, 49, 50, 55, 61, 62, 66, 70, 71, 72

Præmiehingst dressur Fifty-Fifty. Foto: Zibrasport Equest

Bjarne Nielsen taler om indkøb fra øverste hylde

Som det så ofte bliver sagt, er kvaliteten af dressurhingstene en stigen kurve. Bjarne Nielsen fra kåringskommissionen i dressur bemærker: ”Vi er begunstiget af udenlandske hingste indkøbt fra øver hylde, men de danske hingste kan godt matche de udenlandske indkøb.”

Præmiehingst dressur Opoque. Foto: Zibrasport Equest

Det som kåringskommissionen især lagde vægt på efter årets kåring er, kollektionen er enbred vifte af blodlinjer, som hingsteholderne nu kan tilbyde avlerne. Nyt blod som Escolar og Belissimo M blev fremhævet.

Læs også: Video: Bjarne Nielsen sætter ord på kåringen af dressurhingstene

Bjarne Nielsen havde også stor ros til klargøringen og ridningen af hingstene. ”Det er en fornøjelse og det har bestemt gjort et godt indtryk, og vi har en forhåbning om hingste, der vil lave en god afprøvning til efteråret.” Desværre var der ikke mange publikummer på plads i Boxen til afslutningen, hvor hingsteholdere og avlere blev hædret, og det var en skam, for det har de i aller højeste grad fortjent.

Katalog for hingstekåringen

Præmiehingst kat. 44 Elastic. Foto: Zibrasport Equest