Nyheder

De springer i 3 haller i Herning

Alle springentusiaster kan virkelig få deres lyst til at se springsport på flere niveauer opfyldt i de internationale springklasser ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. Og de danske ryttere har leveret gode resultater.

Svensk sejr til Jens Fredricson og Karmel van Watering i Skibby HC 1.50 m. Foto: Kee Frandsen

De internationale springklasser i Herning afvikles i 1- og 3-stjernede konkurrencer, og de 3-stjernede konkurrencer kulminerer lørdag eftermiddag inde i Jyske Bank Boxen med Stutteri Ask Grand Prix.

Torsdag aften dannede Boxen rammen om VM Herning 2022 CSI3* – en 145 cm klasse der fik Dannebrog til tops da Mathias Nørheden Johansen og Accolade var fejlfri og hurtigst af alle. I det slagne felt var topryttere som Jens Fredricson (SWE), Carsten-Otte Nagel og Philip Rüping fra Tyskland blandt mange andre.

Fredag aften mødtes rytterne i Skibby HC 3-stjernet 150 cm – en klasse, som talte points til verdensranglisten. Og her blev det til svensk sejr til Jens Fredricson og Karmel van Watering. Bedste dansker blev den regerende danmarksmester Lars Nørgaard Pedersen og Bøgegården Gladiola, der fik et enkelt nedslag. Han blev fulgt af Stine Cassøe Jakobsen og Conchillo som i december vandt den præstigefyldte Grand Prix ved Christmas Show.

De to ovennævnte klasser kvalificerer rytterne til Stutteri Ask Grand Prix, lørdag kl. 15.15.

En af de danske springryttere, som har haft mange flotte runder til sejre og placeringer er Christian Jansen. Han var gæst i studiet, Riders Corner fredag: Riders Corner fredag eftermiddag

Se start- og resultatlister

Casper Cassøe har brødrene Jens og Peder Fredricson til interview på winners podium. Foto: Kee Frandsen