Zibrasport

Louis rider fra Italien til Spanien til fordel for mentalt helbred

Den skotske skuespiller Louis Hall og hans angloaraber Sasha er i gang med en over 3000 km lang tur gennem Europas hjerte. Målet er at indsamle penge til velgørenhed, og du kan følge parrets rejse via LiveTracker, dagbog og på SOME.

Screendump, The Big Hoof

25-årige Louis Hall og hans 8-årige angloaraber Sasha påbegyndte deres rejse fra Toscana i Italien til Kap Finisterre i Spanien d. 24. marts. En over 3000 km lang tur, der skal sætte fokus på mental sundhed og indsamle penge til Refugee Trauma Initiative, en organisation der støtter fordrevne flygtninge, og alle med psykiske lidelser rundt om i verden

The Big Hoof – for velgørenhed

Det er ikke første gang, at Luis Hall kaster sig ud i et eventyr på hesteryg til fordel for velgørenhed. Skuespilleren står bag The Big Hoof, en velgørenheds-organisation der sætter fokus på forskellige formål, blandt andet ved at Louis tilbagelægger mange kilometer på hesteryg.

Til minde om Leo

Ideen til The Big Hoof opstod, da Leo, en nær ven af familien, døde på grund af Cystisk Fibrose i 2015 -kun 26 år gammel. Under corona-nedlukningen begyndte den unge skotte at tænke over, hvordan man kunne gøre en forskel – og gøre noget godt – under de uventede og svære omstændigheder, som verden befandt sig i. Der var ikke langt fra tanke til handling. I 2020 red Louis og hans Connemara/Highlander pony Irelanda over 1500 km langs England og rejste over 300.000 kr. til Cystisk Fibrose Fonden. Denne første tur var til minde om Louis’ afdøde ven, men nu handler de lange rideture om at skabe håb og bevågenhed omkring velgørende formål.

I 2021 var Louis atter til hest og red 700 km for afghanske kvinder, håndværkere og børn og støttede dermed Turquoise Mountain Foundation.

Følg med

Lige nu er Louis og Sascha i gang med dag 7 på deres spændende og udfordrende tur, og du kan følge med på Facebook og på Instagram (The Big Hoof). Du kan også følge deres ridt på Live Tracker, ligesom du kan donere penge via dette link.

Nedenfor kan du se et opslag fra i går (d. 30. marts):