Nyheder

Prinsessens pris til Danse som takkede med 88 etterchangementer

Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera tryllebandt publikum i Boxen under Dansk Varmblods gallashow med en fornem dressur opvisning krydret med en hel runde etterchangementer – 88 ialt.

H.K.H. Prisesse Benedikte med ros til prismodtager Heiline's Danciera, mens Danses ejer Ingrid Thøgersen ses i baggrunden. Foto: Wiktor Haahr

Heiline’s Danciera opdrættet af Stald Heiline og ejet af Ingrid og Poul Thøgersen, har i høj grad gjort sig bemærket med sin egenpræstation, og ikke kun i kalenderåret forud,” sådan indledte Dansk Varmblods formand Jan Pedersen, da han præsenterede vinderen af Prinsesse Benediktes vandrepræmie, en præmie som går til en Dansk Varmblods hest, som ved sin egen præstation eller som far eller mor til konkurrenceheste har gjort sig særlig bemærket. Præmien tilfalder hestens ejer, og i dette tilfælde altså Ingrid og Poul Thøgersen.

Det var, naturligvis hoppens rytter, Carina Cassøe Krüth, som red Danse for publikum i Dansk Varmblods gallashow lørdag aften foran godt 9.000 tilskuere i Jyske Bank Boxen. En forrygende dressuropvisning af OL-parret, blev krydret med noget så usædvanligt som 88 etterchangementer rundt i den store hal!

”Det var mega sjovt, og jeg er glad for vi formåede at holde det hemmeligt for Ingrid og Poul,” indleder Carina og hun fortsætter: ”Det er 100% på grund af dem, at mig og Danse, som partnere, er der, hvor vi er nu. Det er ingen andres skyld.”

Det var dejligt for alle omkring Danse at opleve, hvor glade og stolte Ingrid og Poul var for H.K.H. Prinsesse Benediktes anerkendelse via den fornemme vandrepræmie.
”Vi skal huske at holde fokus på vores hesteejere, de skal have kredit for alt det de gør. Vi kan kun være taknemmelige,” understreger Carina.

H.K.H. Prinsesse Benedikte og Dansk Varmblods formand Jan Pedersen. Foto: Wiktor Haahr

Danse lever op til sit navn

”Kælenavnet er Danse, og det bær hun helt naturligt, for hun danser både smukt og yndefuldt og man kan kun blive ”vild med dans”, når man ser på hende,” sagde Jan Pedersen også, da han begrundede valget af den succesfulde hoppe, han fortsatte: ”Når man ser küren i dag, så er det noget af det smukkeste jeg har oplevet gennem mange år i hesteverdenen. Danses resultater er mange og store: to gange blev hun nr. 4 ved UVM, hun var vinder af DRF-mesterskabet som 6- og 7-års, hun vandt sin internationale Grand Prix-debut som 8-års, hun har vundet DM sølv, 5-stjernet Grand Prix Special og ved OL blev det til en 7. plads individuelt og en 4. plads for hold i Tokyo, og under dette års 5-stjernet Grand Prix opnåede hun bedste resultat i Grand Prix med 77,6% og i Grand Prix Kür 86,995% – hun er nr. 5 på verdensranglisten i dressur, og så er sølvmedaljehoppen også avlshoppe.”

”Heilines Danciera har bidraget kraftigt til at understøtte Dansk Varmblods image som et af verdens stærkeste avlsforbund,” sluttede Jan Pedersen.

Nogle forrygende dage i Herning

Carina havde ikke alene succes i 5-stjernet dressur med Danse, men også i CDI3*, hvor hun havde Heiline’s Zackton e. Blue Hors Zack (opdr. Stald Heiline) til start for første gang på internationalt niveau. Den opgave løste de så godt, at de vandt Grand Prix-klassen med 71,304% og blev nr. to i hestens aller første Grand Prix Speciel med 71,255% slået med mindst mulig margin af Cristian Tuelda Ruiz og Blue Hors Zick Flower.

”Det var en god international debut, han har været sej, og har udviklet sig mentalt”, fortæller Carina, om ærligt erkender, at han ikke ligner Danse, når han går rundt. ”Man tænker ikke wow, men når man skiller tingen ad, er der ikke noget, han ikke kan.” Han gik Grand Prix’en uden fejl og sin første Special, med et par svipsere: ”Men det er også ok,” siger Carina afslutningsvis.