Nyheder

Tilfredse testryttere – heste til fremtiden

De to testryttere i Unghestechampionatet Andreas Schou og Daniel Bachmann Andersen samlede mange publikummer, mens de testede de bedste 5-årige spring- og dressurheste ved Dansk Varmblods hingstekåring i Herning.

Championatets vinder Søbakkehus Maude redet af Allan Grøn. Foto: Kee Frandsen

De senere år har Dansk Varmblods Unghestechampionat vist sig at være første trin for mange senere topheste i både dressur og springning. De bedste 5-årige Dansk Varmblodsheste har vist sig at være langtidsholdbare, med store sportslige resultater på nationalt og internationalt niveau. Bedømmelserne og afviklingsformen har ændret sig med årene, så den er tidssvarende og tager mere hensyn til de unge hestes velfærd, både fysisk og psykisk.

Moderne springheste

I springning var det igen landsholdsrytter Andreas Schou, som testede hestene på en lodret og en oxer. De 20 bedste heste efter to dages springning med egen rytter, blev delt over to heat. Det betød, at Andreas havde 10 heste fredag og lørdag han skulle teste. Forinden havde han set hestene under egen rytter, og gjort nogle notater, men, som han fortæller, er et at se dem fra jorden, noget andet er, hvilken oplevelse det er for rytteren at sidde i sadlen. Andreas tilgang til bedømmelsen er meget den samme, som når han er ude for at prøve en hest til sig selv. En vurdering af hestens ridelighed og kapacitet, forskellen er blot, at under Dansk Hesteforsikrings Unghestechampionat, skal hans fornemmelse omsættes i karakterer.

”Hun er klart den bedste hest,” vurderede Andreas Schou om vinderen Egelunds Babette e. Balou/Cajus fra Line Thomey forberedt og redet i Herning af Maria Bjørnkjær Asferg. Han gav hoppen 9,5 for ridelighed og 9 for kapacitet. Om Egelunds Babette sagde han bl.a.: ”Den gør jobbet let for mig. Den er selvgående, og den lander i balance. Den giver en mega fed fornemmelse på lodretten. Og på oxeren, den springer dejlig fremad, og det skal den, hvis vi skal op med en stor kapacitetskarakter. Den har været fantasitsk flot vist frem, og gør alt hvad jeg beder om. Det er en let, dejlig moderne hest, det føles virkelig godt det her.”

Se resultatet af Unghestechampionatet i springning HER

Vi havde Andreas Schou i Riders Corner, hør ham tale om Unghestechampionatet: Riders Corner fredag formiddag

Testrytter Andreas Schou på besøg i Riders Corner. Foto: Zibrasport Equest

Jeg er stolt af de danske heste

Landsholdsrytter Daniel Bachmann Andersen var testrytter på dressurhestene i Blue Hors Unghestechampionat. Og i lighed med championatet for springhestene, var der også en klar vinder i dressurkonkurrencen. Daniel 10 for ridelighed og 9,5 for kapacitet til championatets vinder Søbakkehus Maude e. Hesselhøj Donkey Boy/Wilkens opdr. Agnete Holmsted og ejet af NorCordia ApS og flot fremvist og klargjort af Allan Grøn. Daniel var dog oppe med to 10-taller til Lyngbjergs St. Paris e. Blue Hors St. Schufro opdr. Bente Børjesson og ejet af Vallentin Dressage og United Dressage klargjort på fornemmeste vis af Victoria E. Vallentin.

”Der er virkelig god kvalitet og velredne heste, der var klar til opgaven,” indleder Daniel Bachmann Andersen, og han fortsætter: ”Jeg må sige toppen var fantastiske heste, og vinderen var utrolig godt forberedt og en komplet hest. Jeg stolt over Dansk Varmblod er kommet så langt med deres avlsarbejde. Vi i dansk dressur, har gode heste at ride på. Vi har aldrig været så stærke som nu,” slutter han.

Se resultatet af Unghestechampionatet i dressur HER

Vi havde Daniel Bachmann Andersen i Riders Corner, hør ham tale om Unghestechampionatet: Riders Corner med Daniel Bachmann Andersen

Testrytter Daniel Bachmann Andersen. Foto: Kee Frandsen