Film og Bøger

‘H for Hest’ – ny bogserie for hestetossede børn og unge

De fleste børn, der er vilde med heste, vil nok mene, at der slet ikke findes nok bøger om ponyer og heste til deres målgruppe, men nu er der med ’H for hest’ kommet en ny serie, der henvender sig netop til de helt unge læseheste.

H for hest er skrevet af Charlotte Berwald og udgivet af forlaget Superlux i 2022. På nuværende tidspunkt er der tre bind, og her møder vi den helt og særdeles hestetossede pige, Iben, der stort set ikke har andet end pony på hjernen (og hjertet), og hvis største ønske er at blive en dygtig springrytter.

“Den aften havde jeg ualmindelig svært ved at falde i søvn. Saltana var galoperet ind i min hjerne og havde erstattet den med sort glimtende pels og massevis af tårnhøje spring, som vi skulle klare. Saltana og jeg. Saltana og Iben, den nye superekvipage.

Det hele går meget nemt i Ibens forestilling, men som det er med heste, så er det ikke altid så nemt i virkeligheden, og det må Iben da også erkende, da hun til at starte med skifter rideskole og må sige farvel til sin ynglingspony Candy, og da hun senere begynder at arbejde med den nervøse pony Saltana.

Humor og faglighed

H for Hest er skrevet med selvindsigt og humor, og de fleste børn (og voksne) kan nok identificere sig med Ibens heste-mani og følelsen af, hvor uretfærdig verden er, når man ikke må få sin egen pony. Forfatter Charlotte Berwald er god til at flette fine små fagligheder ind i historien, så læseren ikke kun er underholdt undervejs, men rent faktisk også lære lidt om det at have hest og hestehold.

Hver bog slutter med Ibens Hesteskole, hvor ord og begreber i hestesporten bliver forklaret på en rigtig god måde. Desuden er bogserien i et lækkert og gennemarbejdet design, der både pynter på bogreolen og taler til den unge generation.

Om forfatteren

Charlotte Berwald (f. 1990) lever og ånder for heste. Hun har ikke været stævnerytter i mange år, da hun efter et fald fra hesteryg måtte opgive at springe. I stedet er hun ponyejer og stiller sine ponyer til rådighed for talentfulde ryttere. På den måde har hun været med til at skabe en masse dygtige springryttere.

Charlotte har en bred viden omkring heste og ridning, som hun gerne vil dele ud gennem sine bøger. Hun har tidligere udgivet serien Ponyakademiet, hvor der ind til videre er udkommet fem bøger. Bøgerne i serien om Ponyakademiet er solgt i mere end 1000 eksemplarer.

H for Hest kan købes på Superlux hjemmeside og hos boghandlere.

Foto: Superlux