Nyheder

Herning2022 i fokus på Sports Forum

I starten af denne uge afviklet det internationale rideforbund FEI sit årlige Sports Forum i Lausanne. Jens Trabjerg og Casper Cassøe var indbudt til at fortælle om status på Herning2022 og nogle af de mange forskellige tiltag som knytter sig til det 4-dobbelte verdensmesterskab.

FEI Sports Forum 2022 - Jens Trabjerg og Casper Cassøe fortæller om status på Herning2022. Foto: FEI

Det årlige FEI Sports Forum giver officials, topryttere, stævnearrangører og repræsentanter for de forskellige nationale rideforbund verden over, en mulighed for at udveksle erfaringer, diskutere aktuelle emner, og dermed sætte en retning på sporten de kommende år.

Dette gøres via paneldiskussioner, oplæg fra forskellige fagpersoner med meget mere. I år var repræsentanterne for organisationskomitéerne fra Herning2022 (springning, dressur, paradressur og voltigering), Pratoni (military og kørsel) og Verona (distance) indbudt for at præsenterer hver deres del af FEI World Championships 2022.

Foran et publikum på 275 og et stort antal streaming seere præsenterede Jens Trabjerg og Casper Cassøe setuppet for Herning2022.
”Til arrangementet mødtes vi med vores kollegaer fra FEI, som vi siden 2019 har arbejdet tæt sammen med. Det var dejligt endeligt at møde dem i person og tale med både deres marketing team, digitale team og ikke mindst vende de kommende planer for Herning2022. FEI Sports Forum gav os også muligheden for at møde de nationale forbund og få deres input. Baseret herpå finjusterer vi de kommende måneder frem mod Verdensmesterskaberne, fortæller Jens Trabjerg.

FEI Sports Forum 2022, Jens Trabjerg fra Herning2022. Foto: FEI

God feedback

”Vi havde 15 minutter til at fortælle om VM i Herning, om den digitale tilgang men også, hvordan tallene ser ud i forhold til billetsalg, sponsorsalg med meget mere,” fortæller Jens Trabjerg, som også gav tilhørerne en indsigt i, hvordan arrangørerne hele tiden holder fokus på bæredygtighed under planlægningen.

Herning2022 havde fået tildelt et mødelokale, hvor deltagerne i Sports Forum kunne komme forbi for at få yderlige information og stille spørgsmål til Jens, Casper og Malou Trabjerg, som er VM’s kontakt til de Nationale Forbund. (NF)

”Der er også en tradition for, at mange chef de missioner (praktisk ansvarlige for de enkelte forbunds VM-deltagelse) deltager i forummet, og vi fik talt med rigtig mange af dem,” fortæller Jens, som uddyber: ”Vi oplevede mange gav udtryk for, at de ikke tidligere har oplevet den kommunikation og information fra arrangørernes side til NF’erne.” Netop kontakten til repræsentanterne fra de forskellige rideforbund har været prioriteret fra første dag med Malou Trabjerg som ansvarlig.

”NF’erne er suverænt vores mest afgørende partnere under afviklingen. Vi har fået dem som medspillere, og får gode råd til afviklingen, og det vil betyde, vi er mere velforberedte, når VM starter. Vi har været gennem mange af de processer, som ofte ellers starter på det indledende chef d’equipe møde. Og vi fik noget rigtig godt, og positivt feedback,” slutter Jens Trabjerg.

Se Jens Trabjerg og Casper Cassøes indslag på FEI Sport Forum ca. 1:47 inde i nedenstående optagelse: