Nyheder

Linnea og Rikke har første VM-kvalifikation i hus!

Her i foråret er der flere springryttere, som jagter VM-kvalifikationskravet forud for ECCO FEI World Championships i Herning til august. Under Toscana Tour lykkedes det for Rikke Haastrup og Linnea Ericsson at få den første af 3 kvalifikationer i hus.

Linnea Ericsson-Carey og Rikke Haastrup Grand Prix-placeret i Arezzo og med første VM-kvalifikation i hus. Foto: privat

Danmark har hold med til VM i springning på hjemmebanen i Herning til august. Hvem der skal på holdet afgøres også af, om rytterne har nået at få de 3 kvalifikationer i hus, som er et krav fra FEI (det internationale rideforbund) for at få startmulighed ved VM.

Kvalifikationskravene er som følger: 3 fejlfrie runder i 3* Grand Prix eller 2 fejlfrie runder i 4* Grand Prix eller Nations Cup samt 4 fejl i 5* Grand Prix eller Nations Cup.

Andreas Schou, Konstantin Deeken Künnemann, Emil Hallundbæk, Nikolaj Hein Ruus og Søren Pedersen har alle opnået deres kvalifikationskrav, og skal derfor bruge foråret og sommerens konkurrencer på at forberede deres heste bedst muligt, så de er klar til at gå på banen i Herning, hvis de bliver udtaget.

Første kvalifikation i hus i Arezzo

I weekenden red Rikke Haastrup Balouca Z ind på 4. pladsen i Grand Prix-klassen under Toscana Tour med to fejlfrie ridt. Linnea Ericsson-Carey og Skorphults Baloutendro var fejlfri i hovedspringningen, havde en enkelt nedrivning i omspringningen og sluttede på 10. pladsen. Begge resultater opfylder rytternes første kvalifikationskrav.

I den kommende weekend har Rikke og Linnea igen en chance for at opnå VM-kvalifikation, da de bliver i Arezzo i Italen og kan ride den anden VM-kvalifikation i hus i weekendens afsluttende Grand Prix.

Den danske mester er i Linz

Den regerende danske mester Lars Nørgaard Pedersen og Bøgegården Gladiola har mulighed for at ride den anden kvalifikation i hus i Påsken, hvor de deltager i et internationalt stævne i Linz sammen med Lars Bak Andersen, Mathias Nørheden og Thomas Velin – alle 3 jagter de første VM-kval.

Lars Nørgaard Pedersen og Bøgegården Gladiola vandt DM i 2021. Foto: Zibrasport Equest

Holdet skal sættes den 24. juli

Landstræner Bo K. Møller følger naturligvis ekstra spændt med i rytternes resultater denne sæson. Den 1. juli skal han angive de 10 springryttere, hvis heste er i form til at løse opgaven i Herning. Og den liste skal den 24. juli kortes ned til de 5, som kommer til at repræsentere Danmark ved VM.

Bo skal sammensætte landshold til deltagelse i Nations Cup i Uggerhalne, ved Equitour den 17. – 22. maj, i Drammen 9. – 12. juni og så har Danmark fået invitation til Nations Cup i Pragh. Forhåbentlig kvalificerer springrytterne sig til semifinalen i Deauville (FRA) den 23. 26. juni. Bo har igen lykkedes med at få holdet til start ved det 5-stjernede springstævne under Falsterbo Horse Show fra den 14. – 17. juli.

Agria World Championships i Herning

Springrytterne indtager Stutteri Ask Stadium fra onsdag den 10. august med finale i holdkonkurrencen, Agria FEI World Jumping Team Championship Final Presented by Helgstrand fredag aften den 12. august i kunstigt lys. Og det er den individuelle springning som afslutter Herning2022 den 14. august under Agria Super Sunday.

Se mere på Herning2022.com