Nyheder

Motivationen er fuldstændig usvækket

Jan Pedersen har været formand for Dansk Varmblod siden 1994. I weekenden blev han genvalgt uden modkandidat og med stor applaus.

H.K.H. Prinsesse Benedikte er protektor for Dansk Varmblod, hun ses her med forbundets formand Jan Pedersen, som nu er på vej mod sit 30. år i spidsen for avlsforbundet. Foto: Wiktor Haahr

Dansk Varmblods formand Jan Pedersen fra Arden i Nordjylland blev genvalgt som formand for ridehesteavlsforbundet Dansk Varmblod ved foreningens repræsentantskabsmøde den 9. april. Igen uden modkandidat og med bragende applaus fra repræsentantskabet. Jan Pedersen er dermed på vej mod sit 30. år i spidsen for forbundet.

Et utroligt spændende job

”Motivationen er fuldstændig usvækket,” understreger Jan, mens han holder en tiltrængt pause fra udmugningen i stalden, og han fortsætter: ”Det er utrolig spændende, og jeg må sige, jeg brænder stadigvæk for, at det her forbund skal blive ved med at udvikle sig. Så motivationen er ikke svær at finde.”

Jan Pedersen er pensioneret fra et job som tysklærer på handelsskolen i Hobro, og det har givet mere tid i hverdagen til de mange gøremål, som også omfatter driften af et stutteri med 15 heste (hopper, ungheste og plage). Han og hustruen Bodil har fire avlshopper, der venter føl i slutningen af april og i maj.

Formand og præsident

Jan Pedersen blev i 1999 valgt som præsident for den internationale paraplyorganisation for ridehesteavlsforbund WBFSH (World Breeding Federation for Sport Horses) Og den plads besidder han fortsat.

”Det gør det sjovere, når det ikke skal presses ind i en masse andet for at få tingene til at gå op”, fortæller Jan om sin dagligdag, men selvom han er pensioneret fra jobbet, er der arbejde nok i hverdagen.

”Jeg tror egentlig, der er mere arbejde end de fleste forestiller sig. Der er hver eneste dag 10-30 mails, der skal tages stilling til og besvares, samt flere telefonsamtaler. Og det internationale arbejde i WBFSH tager også meget tid, fordi vores aktiviteter er steget.”

Jan Pedersen overrækker her et erindringsbillede til Alex Buchhardt Pedersen fra Slangerupgaard. Foto: Zibrasport Equest

Et godt møde i en god stemning

Weekendens repræsentantskabsmøde blev afviklet i en god tone. ”Der har ikke været de store kriser i forbundet, og det var der heller ikke denne gang. Medlemmerne er grundlæggende meget tilfredse med forbundet, for ellers ville det jo være kommet frem på mødet. Det er også motiverende, at man føler, der er en opbakning til det, vi laver.”

Det har været et par tunge år for forbundet i coronapandemiens skygge, og sidste år måtter forbundet aflyse sin store, traditionsrige hingstekåring med meget mere i MCH Messecenter Herning. Et arrangement, som sædvanligvis er medvirkende årsag til et positivt, økonomisk resultat.

”Vi kommer ud med et flot resultat, som er positivt både i foreningen og selskabet, og det er helt vildt flot på baggrund af situationen, som den har været. Det kan vi i høj grad takke vores sponsorer og samarbejdspartner for. De har bakket op i en tid, hvor det har været svært. De har været der for os, og det er flot,” slutter Jan Pedersen med taknemmelighed.

Hvad er Dansk Varmblod?

I 1962 stiftedes det man kaldte Dansk Sportsheste Avlsforbund, som var den første avlsforening for moderne ridehesteavl i Danmark. I slutningen af 70´erne valgte man at lægge Dansk Sportsheste Avlsforbund og Danmarks Lette Hesteavl sammen og i 1980 blev man enige om sammenslutningens navn, Dansk Varmblod.

Logoet Kronen og bølgen blev tegnet af I. C. Christensen i 1963. Kronen står for kongeriget, mens bølgen kendetegner havene omkring det.