Portrætter

Når heste redder liv

Om psykiske sygdomme og ansvaret med heste. Artiklen blev udgivet første gang i magasinet Riders NOTEBOOK 2021.

Amanda Bonnevie og Kilgast’s Shamira. Foto: Den Smukke Hut/Kee Frandsen

Ifølge tal fra 2020 får 15 procent af alle danske børn og unge stillet en psykiatrisk diagnose, før de fylder 18 år. I dag har cirka 580.000 mennesker svarende til hver tiende dansker en psykisk sygdom. Hver tredje får stillet en psykiatrisk diagnose i løbet af livet.

24-årige Amanda Bonnevie vil ændre stigmaet omkring psykiske sygdomme og være med til at nedbringe tvangen i psykiatrien. Hestene er både hendes frirum og forpligtelse, og de spiller en vigtig rolle i at holde Amanda væk fra indlæggelser og på den rette vej mod bedring.

Heste som terapi

Det var islænderhoppen Sprengja, som reddede Amandas liv, og nu er det hendes første egen hest, Kilgast’s Shamira, der hjælper med at holde hende i live. Shamira er utrolig sensitiv og mærker virkelig Amanda. På hende kan og skal Amanda være i nuet og fokusere på at ride. Når hun rider på Sprengja, så kan hun mærke sig selv. “Det er ikke altid særligt rart, men det er nødvendigt,” siger Amanda og fortsætter:

“Det er ren terapi at være med sin hest. Man er tvunget til at være til stede på en anden måde, fordi de mærker alt og reagerer med det samme, hvis man er et andet sted mentalt. Sprengja og Shamira er virkelig to terapeuter for mig på deres helt egen måde.”

Hun tilføjer, at heste kan flere ting, som mennesker måske ikke altid er de bedste til: “Heste kan først og fremmest lytte uden at svare. For man har ikke altid brug for et svar, man har ikke altid brug for løsninger. Nogle gange har man bare brug for at sige det højt.”

“Når jeg holder foredrag om for eksempel forebyggelse, selvskade eller tvangstanker, så nævner jeg altid hestene som mit frirum. Selvfølgelig giver de anledning til en masse bekymringer, men de giver mig også ansvar, tryghed og en pause fra alt det andet,” forklarer Amanda, der har ansvaret for stalden på botilbuddet Egholt, hvor hun bor og har sin hest, Shamira.

“Jeg skal op og fodre, jeg skal lukke hestene ud og ind, når de ikke går på døgnfold, og så skal jeg også ordne stalden senere, medmindre nogen har gjort det for mig og fodre til aften. De skal rides, og jeg skal planlægge stævner, hvis det er det, jeg vil. Der er noget struktur i det. Hvis jeg ikke står op om morgenen og fodrer for eksempel, så er der måske en anden, der gør det. Men så er det ikke sikkert, at de får det rigtige mad, og det er især vigtigt for min hest, fordi hun er mavesårshest.”

Amanda Bonnevie og Kilgast’s Shamira. Foto: Equiphoto/Annika Holm

Ansvarlighed betyder ikke, at man står alene

En af miljøterapeuterne på Egholt, Anne Leonhard, har været og er til stadighed en helt central støtte for Amanda. Anne er også hesteansvarlig på stedet, og det er hende, der blandt andet har hjulpet Amanda til at blive klar til at eje egen hest og med at finde hesten, Shamira, for tre år siden.

“Det fede ved Anne og de andre voksne her er, at de ikke bare har givet mig lov til at have hest for så at ‘droppe mig af’ og lade mig klare det hele selv. Det er mit ansvar, men jeg er aldrig alene til at træffe svære beslutninger, og jeg bliver altid støttet og hjulpet,” fortæller Amanda.

“Jeg får hjælp til at ringe og køre til dyrlæge, hvis min hest fejler noget for eksempel. Jeg bliver ikke bare ladt i stikken med min hest. Egholt har valgt, at jeg har hest, så derfor har de også valgt at støtte mig i den proces, det er at have hest. Anne tager med i det omfang, det er muligt, så jeg ikke skal være alene heller. I sidste ende er det mine valg og mine beslutninger, men jeg føler aldrig, at jeg står på egne ben og skal klare mig selv.”

Det er desuden på hesteryg, at Amanda føler, hun kan komme ansigt til ansigt med nogle svære samtaler uden at flygte:

“Mange af de ting, jeg har lært, dem har jeg netop lært ude hos hestene. Det har været, når Anne og jeg har været på tur, og vi så har kunnet snakke sammen om, hvad det er, der sker, når det går dårligt. På en skovtur der galoperer jeg ikke bare hjem og efterlader Anne ude i skoven. Det gør man jo ikke. Fordi jeg ikke har kunnet flygte fra det, så jeg har været tvunget til at blive i samtalen, og det har været godt. Jeg har kunnet lære af at ‘okay, min hest døde ikke af, at det her skete’, og jeg har lært at sætte ord på, ‘hvad var det, der skete for mig i det her?’. Jeg har lært at håndtere mit temperament og mine følelser, fordi Shamira forstår jo ikke, hvis jeg bare lige pludselig står og råber ad hende. Nogle gange når jeg har reageret, og hun bare har stået og kigget, har jeg tænkt ‘undskyld, det var ikke med vilje’. Heldigvis tilgiver heste ret hurtigt, og det er også det gode. De kan virkelig bare et eller andet.”

“Nu er det som regel om aftenen, at det hele ligesom crasher for mig,” fortæller Amanda og fortsætter:

“Men uanset hvor dårligt jeg har det, uanset hvor træls, jeg synes, at det hele er — jeg kan være gået her fra Egholt og tænkt ‘jeg gider ikke det her liv mere’, men så kommet i tanke om, at min hest ikke har fået mad endnu. Så har jeg været nødt til at gå hele vejen tilbage igen for at fodre hende, og så kunne jeg gå igen, fordi så har jeg sørget for hende. Hun regner jo med mig, og selvom jeg ligger i min seng og har det mega-dårligt, så skal jeg nok slæbe mig ned og fodre hende, for hun skal have mad. Ansvaret har stor betydning for mig og mine handlinger.”

Amanda Bonnevie og Kilgast’s Shamira. Foto: Equiphoto/Annika Holm

Aktivist, underviser og app-udvikler

En af de ting, som Amanda går særligt op i, er, at man ikke er en diagnose – man har en diagnose. “Selv når jeg er ude at undervise paramedicinere, og der er ledende oversygeplejersker og ledende overlæger til stede, bliver jeg indimellem nødt til lige at stoppe dem og spørge ‘hun er vel ikke skizofren, hun har vel skizofreni?’. Jeg oplever heldigvis, at der bliver taget rigtigt godt imod det, og jeg føler mig virkelig hørt til de her foredrag og kurser, særligt når jeg er kursusleder.”

Amanda er bestemt et slående eksempel på, at man ikke er sin sygdom, og hun er involveret i mange store og spændende projekter. Hun er ambassadør for foreningen EN AF OS, der blandt andet kæmper for at afstigmatisere psykisk sygdom, og det er ofte igennem dem, at hun er ude at holde foredrag og undervise.

Derudover har Psykiatrien i Region Sjælland en forsknings- og formidlingsenhed, der kaldes Kompetencecenter for Relationer og Deeskalering, og her er Amanda også engageret. Centeret har blandt andet til formål at nedbringe tvangen i psykiatrien, og det er som nævnt en anden sag, der ligger Amanda meget nært.

I samarbejde med Regionen har Amanda været med til at lancere en app, som tilbyder hjælp og mestringsstrategier til både selvskadende brugere, pårørende og sundhedsprofessionelle. Appen hedder SAFE, og den udvikles hele tiden. Amanda sidder i arbejdsgruppen og hjælper med praktiske erfaringer, der er målrettet tryg deeskalering og forebyggelse af tvang i psykiatrien.

Amanda Bonnevie og Kilgast’s Shamira. Foto: Den Smukke Hut/Kee Frandsen

Psykisk sygdom skal ikke være et tabu

“Det er ikke farligt at tale om psykisk mistrivsel,” siger Amanda. Det kan tværtimod være farligt at insistere på at være alene med det. “Det er vigtigt at have en fortrolig, som ikke dømmer, og som ikke prøver at komme med alle løsningerne. Man har brug for folk, der bare lytter, og folk der kan rumme sygdommen og symptomerne,” siger hun og understreger vigtigheden i at få professionel sundhedsfaglig hjælp.

Pædagogerne og terapeuterne på Egholt er godt rustet til at hjælpe de børn, unge og voksne, som benytter sig af enten dagtilbuddet eller bostedet. Amanda forklarer, at de hjælper hende til at håndtere at være i det, når hun har det dårligt.

Generelt betyder det rigtig meget for Amanda, at der nu er voksne, som viser, at de stoler på hende, og som tror på, at hun kan magte det ansvar, som det er at have hest.

“Det har givet mig virkelig meget. Det tog noget tid, fra jeg flyttede ind, til jeg måtte få hest, men det var også bare det, der gjorde, at jeg så lige pludselig ikke var indlagt hele tiden. Det kunne jeg jo slet ikke, for hvem skulle så passe på min hest? Det kan godt være, at de andre kan fodre hende, men ingen kan jo gøre det lige så godt, som jeg selv kan. Så det var det, at jeg fik egen hest, der gjorde, at jeg stoppede med at blive indlagt.”

“Jeg har det stadig dårligt til tider, og i perioder har jeg det elendigt og er helt nede i kulkælderen. Grundlæggende har jeg det egentlig nok på samme måde psykisk, som før jeg fik Shamira. Men jeg har udviklet mig på mange områder både ansvarsmæssigt, og i forhold til hvordan jeg tackler svære situationer med min hest, hvis der er et eller andet rutinemæssigt, der er gået kludder i. Nu kan jeg også bedre snakke om, hvad, jeg synes, er svært generelt i forhold til hestene, så på rigtig mange punkter har jeg udviklet mig. Jeg har lært at håndtere det, og jeg har lært at tænke konsekvenserne i de handlinger, jeg har, i forhold til at jeg har en hest, der står og venter på mig. Nu er jeg ved at være klar til at arbejde med min angst og mine tvangssymptomer, så det næste skridt vi tager herude, det bliver at finde ud af, hvordan vi så gør det arbejde bedst og mest hensigtsmæssigt.”

Amanda fortsætter ikke kun kampen for sig selv. Selvom hun har det svært, så kæmper hun for alle, der lider under eller føler sig begrænset af tabuet og stigmaet omkring psykisk sygdom. Hun inspirerer, uddanner og hjælper uselvisk folk omkring sig ved at være hudløst ærlig om sine egne oplevelser. Ingen er sin sygdom, og det er Amanda et lysende bevis på.

Kort om Amanda Bonnevie

  • 24 år gammel og bor på bostedet Egholt i Sorø, hvor hendes hest, Kilgast’s Shamira, også er opstaldet
  • Ambassadør for foreningen EN AF OS
  • Holder foredrag, kurser og oplæg blandt andet om selvskade, tvangstanker og om at være patient i psykiatrien
  • Underviser paramedicinere og politifolk i tvang i psykiatrien
  • Medudvikler af appen SAFE RSJ som har til mål at hjælpe selvskadende personer og deres pårørende
  • INSTAGRAM: amanda_bonnevie

SAFE RSJ app

Appen SAFE er udviklet af Psykiatrien i Region Sjælland i samarbejde med borgere og sundhedsprofessionelle. Den er skabt for at hjælpe mennesker, der begår selvskade eller på anden vis mistrives psykisk, deres pårørende samt sundhedsfagligt personale. Appen tilbyder blandt andet mestringsstrategier og beroligende metoder til brugere. Der arbejdes hele tiden på at udvikle og forbedre appen og dens indhold i samarbejde med forskere og en arbejdsgruppe af brugere. SAFE var desuden blandt de fem nominerede til Danske Regioners pris for Årets Borgerinddragende Initiativ 2020.

Appen er gratis og kan hentes til både iOS og Android.

SAFE RSJ app

Landsindsatsen EN AF OS

Den landsdækkende forening EN AF OS arbejder for at bekæmpe tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom. Indsatsen har blandt andet til formål at afstigmatisere psykisk sygdom og stoppe diskrimination og udelukkelse af mennesker, der har eller har haft en psykisk sygdom. Mennesker med psykiske diagnoser har ret til at være og leve som en ligeværdig del af samfundet, og det kæmper EN AF OS for at gøre til virkelighed. Foreningen styrkes af et partnerskab, der siden 2010 har bestået af Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner, Regionerne, TrygFonden, Psykiatrifonden, KL, Socialstyrelsen og Komiteen for Sundhedsoplysning.

Har du brug for hjælp eller nogen at tale med?

Amanda anbefaler PsykInfo, som er et psykiatrisk rådgivnings- og informationscenter under alle Regionerne i landet. Hun understreger, at det er vigtigt, at man har professionelle og kompetente mennesker til at hjælpe sig.

Du kan kontakte Livslinien telefonisk alle årets dage på 70 201 201 mellem kl. 11.00 og kl. 05.00.

Du kan ringe eller skrive til BørneTelefonen fuldstændig anonymt på nummeret 116 111.

LÆS MERE OM MAGASINET RIDERS NOTEBOOK