Nyheder

32 heste til UVM udtagelse ved Helgstrand Event

Dansk Varmblod og Trakehneravlsforbundet i Danmark skal udvælge deltagere til verdensmesterskabet for unge dressurheste. Det sker under DM-stævnet hos Helgstrand Event.

Hesselhøj Downtown. Foto: Ridehesten/Helgstrand Dressage

32 heste fordelt på tre årgange er tilmeldt den første af to udtagelsesstævner. Den første udtagelse afvikles torsdag den 2. juni og fredag den 3. juni under DM-stævnet hos Helgstrand Event (der er gratis adgang). Efter de to dages konkurrencer udtages en bruttotrup i hver årgang. Og det er hestene i bruttotruppen, som får adgang til den anden og afgørende udtagelse, som finder sted den 19. og 20. juli på Vilhelmsborg.

Verdensmesterskaberne for 5-, 6- og 7-års heste finder sted i Ermelo, Holland fra den 8. – 11. september.

Læs også: Nu kan du se startlisterne til DM i dressur

Topheste fra Unghestechampionatet til start

Der er tilmeldt 14 ekvipager i klassen for 5-årige heste. Blandt dem er vinderen af Unghestechampionatat i Herning, Søbakkehus Maude e. Hesselhøj Donkey Boy (opdr. Agnete Holmsted) og redet af Allan Grøn. Victoria E. Vallentin kom ind på andenpladsen med Lyngbjergs St. Paris e. Blue Hors st. Schufro (opdr Bente Børjesson) og de er til start på torsdag. Det samme gælder for Merita Hagren og Gandhi SS e. Grand Galaxy Win (opdr. Lone Sørensen og Stevn Equestrian) der kom ind på tredjepladsen.

Verdensmester på startlisten

I klassen for 6-års heste er der 9 heste tilmeldt, og blandt dem den regerende verdensmester for 5-års heste, Hesselhøj Down Town e. Hesselhøj Donkey Boy (opdr. Hans Jørgen Hoeck) og redet af Jeanna Högberg.

Læs om Jeanna Högberg: Video: Jeg har mange muligheder i Danmark

Avlshingst tilbage i UVM-udtagelse

9 heste er tilmeldt i holdet af 7-års heste, iblandt dem avlshingsten Highfive Fuglsang e. Grand Galaxy Win (opdr. Anne Dorte Riis Meyland) den velgående skimmel rides af Anders Uve Sjøbeck Hoeck. Hingsten var som 5-års udtaget til UVM, men det år blev mesterskabet aflyst grundet Corona.

Det er Gunilla Nyman, Birthe Lyder Nielsen og Dennis Fisker, som bedømmer hestene til udtagelsesstævnerne.

Se mere om kriterierne HER

Start- og resultatlister

Gratis adgang for publikum

Der er masser at se på ved Helgstrand Event med Danmarksmesterskab i dressur 2022 Præsenteret af Mustang Trailer. Sideløbende med mesterskabsklasserne er der også 2. kvalifikation af Bundgaard Byg x Trolle Cup, UVM-udvælgelse klasser og enkelte nationale klasser. Der gratis adgang for publikum alle dage, og du kan læse meget mere på Helgstrand Events hjemmeside.

Se det hele hjemmefra

Har du ikke mulighed for at tage turen til Uggerhalne, så kan du se det hele på Zibrasport Equest. Vi streamer alle klasser, alle dage. Premium Medlemmer har naturligvis fri adgang til streamen og videoarkiv, mens alle andre kan købe pay pr view til 199 kr.

Vi har naturligvis også journalister på stedet, og de er klar til at lave spændende historier og vinderinterviews. Så hold øje med både hjemmeside og Facebook.

Se med LIVE her

Læs meget mere om DM i dressur og se videoer fra tidligere år.