Nyheder

Nu kan du ansøge til ’DRF SpringDanmark Talent’

Programmet, der blev lanceret i 2021, henvender sig til unge springryttere i alderen 12-17 år, og har til formål at sikre en styrket talentudvikling og en stærk rød tråd frem mod brutto- og landsholdsgrupperne.

Foto: DRF og SpringDanmark

Om DRF SpringDanmark Talent

På baggrund af et fælles ønske om at tage dansk springsport til nye højder gennem et stærkt talent- og elitearbejde, har foreningen SpringDanmark og Dansk Ride Forbund etableret DRF SpringDanmark Talent – et talentprogram for unge springryttere i alderen 12-17 år, der skal sikre en styrket talentudvikling og en stærk rød tråd fra talentarbejdet og frem mod brutto- og landsholdsgrupperne.

”Formålet med talentprogrammet er at styrke vores talent- og elitearbejde, så Danmark på sigt bliver en af verdens bedste spring-nationer. Deltagelse i talentprogrammet vil som udgangspunkt være en forudsætning for, at man senere kan blive en del af bruttogrupperne og evt. landsholdsgrupperne, og således forsøger vi at skabe en klar sammenhæng og rød tråd mellem de forskellige niveauer” lyder det fra DRF’s Elitesportschef i springning, Janni Thermann.

Programmet er delt op i fire geografiske ’talentregioner’; Talent Nord, Talent Midt, Talent Syd (inkl. fyn) og Talent Øst (Sjælland og Bornholm). Målgruppen er ryttere mellem 12-17 år (pony-, children- og juniorryttere), som ikke allerede er en del af bruttogrupperne. Niveaumæssigt er der følgende krav til rytterne:

  • Pony & Children: Pony – MB-niveau, Children – LB-niveau.
  • Junior: MB-niveau.

Fokus på samarbejde med de daglige trænere

Det er berider Johnny Hansen, der står for undervisningen i talentprogrammet. Johnny har mange års erfaring som springtræner og underviser desuden også på berideruddannelsen. Han arbejder tæt sammen med både Ulrik Kjær og Bo K. Møller og ikke mindst rytternes daglige trænere.

”I år har vi endnu mere fokus på samarbejdet med rytternes daglige trænere, og jeg prioriterer at lave konkrete træningsplaner sammen med hver enkelt rytter og den daglige træner, så de kan arbejde videre med det, vi har fokus på ved samlingerne. På den måde skaber vi en rød tråd og en kontinuitet i træningen, som er enormt vigtig”, fortæller Johnny Hansen.

Sådan ansøger du om optagelse – senest den 29. maj

Ansøgningsfristen til DRF SpringDanmark Talent er den 29. maj 2022. For at komme i betragtning skal du sende mail til elitespring@rideforbund.dk, hvor du vedhæfter din ansøgning og en skriftlig udtalelse fra din daglige træner. Du finder hhv. ansøgningsskema og skema for udtalelse fra daglig træner her, hvor du desuden også kan læse meget mere om talentprogrammet. 
 

Læs mere om foreningen SpringDanmark her.

Kilde: DRF