Nyheder

Voltigør indleder VM-forberedelserne med podieplads

Det danske VM-håb i Voltigering indleder den internationale sæson med en podieplads i et felt med flere kandidater til VM-medaljerne, der skal uddeles til august i Herning.

Sheena Bendixen Foto: Herning2022

Det blev lidt af en nervepirrende rutschebane-tur igennem tre omgange, da 29-årige Sheena Bendixen sammen med hesten Ramstein og longefører Lasse Kristensen deltog i sæsonens første internationale voltigeringsstævne i hollandske Ermelo, hvor hele verdenseliten er samlet i weekenden til internationalt stævne og World Cup kvalifikation.

Sheena Bendixen kom rigtig godt fra start i fredagens 1. runde med det obligatoriske program og lagde sig på 3. pladsen, men i lørdagens tekniske program kneb det lidt med selvtilliden. Takket være en god præstation af hest og longefører lykkes det dog Sheena at holde kontakt med de førende, selvom hun gled ned på en 7.plads inden det frie program, der er VM-håbets favoritprogram.

Sheena Bendixen, der til dagligt træner i Voltigeklubben Thommysminde nær Jelling, fik samlet selvtilliden op og præsterede et fantastisk frit program, der af de 4 dommere blev belønnet med den 2. bedste scorer, og hun kæmpede sig tilbage på podiets nederste trin, kun tre tusindedele fra 2. pladsen.

”Jeg har kæmpet mentalt med det tekniske program, og var skuffet bagefter, men efter at have sovet på det, kan jeg jo se, at den proces jeg har gang i med mental træning og forberedelse til Herning giver resultater, for sidste år var jeg måske røget 10 pladser ned, efter det tekniske program, og denne gang var tabet ikke så stort, og jeg kunne præstere en god nok kür (red: frit program), til at komme tilbage på podiet, så det fremskridt bygger jeg videre på”, fortæller Sheena Bendixen.

Med imponerende præstationer i alle tre program vandt den nykårede World Cup mester, Manon Moutinho fra Frankrig og 2. pladsen gik til Tyske Alina Ross.

1. Manon Moutinho/Saitiri (FRA) (longefører: Corinne Bosshard) 8,367 p

2. Alina Ross/Baron R (GER) (longefører: Volker Ross) 8,065 p

3. Sheena Bendixen/Ramstein (DEN) (longgefører: Lasse Kristensen) 8,062 p

Kilde: pressemeddelse

Welcome to Herning | Herning 2022