Nyheder

Dansk Nations Cup sejr med 2 debutanter

Springrytterne sikrede en sejr i 3-stjernet Nations Cup i Østrig med sammenlagt 0 fejl, og med to seniordebutanter på holdet.

Det danske Nations Cup hold stod øverst på skamlen i Østrig. Foto: Privat

De hjemlige springryttere har været stærkt ridende de seneste par sæsoner. Bredden i truppen øges, og her til aften lykkedes det for et hold med to seniordebutanter at ride en sejr hjem i Nations Cup.

Østrig var her til aften vært for en afdeling af Nations Cup, 3-stjernet i Ebreichsdorf. Det danske hold var oppe mod 6 andre nationer i kampen om sejren, og danskerne lagde stærkt ud, da holdet havde 0 fejl efter første runde.

Rikke Belinda Barker med Tabalou PS. Foto: Privat

Det var Rikke Belinda Barker og Tabalou OS e. Taloubet Z, som åbnede for Danmark med et fejlfrit ridt. Det var Rikkes seniordebut, og hun fulgte op med endnu et fejlfrit ridt i anden runde.
Den mest erfarne rytter på holdet, Rikke Haastrup og Balouca Z e. Baloubet du Rouet kom i utur på vandgraven i begge runder.

Rikke Haastrup og Balouca Z. Foto: Privat


Camilla Ernst og Fiona Ask e. Ci Ci Senjor Ask debuterede også på seniorniveau med to flotte 0-runder, og det var Martin Dienesen Neergaard, som slog den danske sejr fast med to 0-runder på Rikke Haastrups First Choice HT e. Favorit Ask.

Østrig blev noteret for 4 fejl på andenpladsen fulgt af Belgien med 8, Tyskland med 15, Italien med 16, Holland med 32 og Ungarn med 55 fejl.

Camilla Ernst og Fiona Ask. Foto: privat

VM-kvalifikationerne er ved at være i hus

Lige nu jagter flere ryttere en VM-kvalifikation, hvilket vil give landstræner Bo K. Møller en bredere trup at sammensætte holdet ud fra. VM i Herning afvikles fra den 6. – 14. august, og springningen åbner den 10. august efterfulgt af Nations Cup torsdag og fredag (de 10 bedste hold kommer i finalen), og så afsluttes det hele søndag med individuel finale for de 25 bedste ryttere.

Welcome to Herning | Herning 2022

Rikke Belinda Barker og Martin Dinesen Neergaard har begge to af de krævede tre VM-kvalifikationer i hus, og dagens to 0-runder har også sat Camilla Ernst på kortet over ryttere, der er på vej mod at indfri de internationale VM-krav.

Resultater

Martin Dinesen Neergaard og First Choice HT. Foto: Privat