Sport

DM guld til Laudrup-Dufour – igen!

Det danske seniormesterskab blev særdeles spændende og intet var afgjort på forhånd, måske lige bortset fra Cathrine Laudrup-Dufour, der brillerede med Vamos Amigos i en stærk kür.

Tre stærke kvinder i front: guld Cathrine Laudrup-Dufour, sølv Nanna Skodborg Merrald og bronze til Lone Bang Larsen. Foto: Zibrasport Equest

Det var en stor oplevelse at følge afgørelsen i ECCO DM præsenteret af Vodskov Bolighus hos Helgstrand Event. Spændingen var bevaret til sidste rytter. Som bronzevinder Lone Bang Larsen sagde, så er det nogle af verdens bedste ryttere, der rider i det danske mesterskab.

Alle 15 ryttere i kürklassen var en fornøjelse at følge, og som klassen skred fremad steg spændingen.

Guld Cathrine Laudrup-Dufour, sølv Nanna Skodborg Merrald og bronze til Lone Bang Larsen. Foto: Zibrasport Equest

Cathrine Laudrup-Dufour i særklasse

I dag havde Cathrine lige strammet elastikken lidt mere på Vamos Amigos i forhold til gårsdagens Grand Prix. Han blev lige løftet helt op i konkurrenceform, og så leverede de igen et særdeles smukt og helt overlegent kürprogram. Det var en demonstration af, hvordan man velovervejet og med stort overblik rider en kür, og samtidig får forberedt hesten optimalt på hver eneste øvelse. Dommerne måtte overgive sig og Cathrine brød 90%-barrieren da tavlen viste 90,850%

Det var så smukt, overbevisende og velovervejet, at man kun kan sidde tilbage med en begejstret følelse af, at Cathrine i Vamos Amigos og Bohemian har to heste, som kan være med til at skabe dansk sensation ved VM i Herning – uanset om hun kommer til start med den ene eller den anden. Se Cathrines kür nederst i artiklen,

Cathrine Laudrup-Dufour og Vamos Amigos Foto: Britt Carlsen/Zibrasport Equest

Nanna holdt sølvmedaljen

Nanna Skodborg Merrald har fået manageret 18-årige Blue Hors Zack helt perfekt til dette mesterskab. Igen i küren var han med Nanna, bortset fra en traversade, men det kunne ikke afholde parret fra at sikre sølvet da de kom ind på andenpladsen i kürfinalen med 83,7% Det er så dejligt at se en hest, der på papiret er i sin karrieres efterår levere en så kraftfuld og sikker præstation, men han får også den optimale hjælp fra Nanna hele vejen.

Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack Foto: Britt Carlsen/Zibrasport Equest

Men Nanna blev truet af Lone Bang Larsen som sammen med Thranegaardens Rostov viste et betagende kürprogram, med masser af aktion og stor sikkerhed. Hoppen elsker at vise sig frem på en bane, fortæller Lone Bang Larsen, der var jublende lykkelig for bronzemedaljen. Det ser så sikkert og overlegent ud, når Rostov går op i en betagende passage, og hestens arbejdsvilje og øvelsessikkerhed i kombination med Lones store erfaring, gør dem til en ekvipage, der støt og roligt er på vej ind i toppen af dansk dressursport.

Lone Bang Larsen og Thranegaardens Rostov Foto: Britt Carlsen/Zibrasport Equest

Træneren og eleverne

Andreas Helgstrand er træner for Lone Bang Larsen og han måtte i dag se sin elev slå ham væk fra en mulig podieplads. Med 8-årige Queensparks Wendy kom han ind på en samlet 4. plads. Det var kun hoppens anden kür, og selvom de scorede over 78% var det ikke nok i det skrappe selskab ved mesterskabet. Det er dog et par til fremtiden. Den imponerende hoppe fylder en bane ud, og der er ikke noget, hun har svært ved. Nu er det blot et spørgsmål om mere styrke og mere erfaring på dette niveau, så har det potentiale til at blive helt ekstraordinært.

Anna Kasprzak og Addict de Massa Foto: Britt Carlsen/Zibrasport Equest

Andreas er også træner for Anna Kasprzak, som i Grand Prix-klassen red sit bedste ridt til dato på Addict de Massa, men i dagens kür toppede hun gårsdagens ridt. Anna havde valgt at ride til Donnperignons flotte og svære kür, en kür hun har redet ved OL. Den opgave løste Addict de Massa med ettere-to’ere-ettere omkring en cirkelvolte på midterlinjen, og så piafferer han taktfast og ubesværet. Den kür gav dem 80,05% og sendte dem ind på 5. pladsen i den samlede stilling.

Andreas Helgstrand og Queenparks Wendy Foto: Britt Carlsen/Zibrasport Equest

Se også: Riders Corner (Lørdag ) – Helgstrand Event 2022

Læs også: Video: Guld til Josefine i U25

Cathrine Laudrup-Dufour og Vamos Amigos – vinderkür

Start- og resultatlister