Nyheder

Freja har nået finalen i Falsterbo – som den første

19-årige Freja Fredslund sprang til med kort varsel, for at ride i finalen i Krafft Tour of Amateurs ved det store stævne i Falsterbo, og hun er den første dansker, som er kvalificeret til finalen, fortæller Jesper Bæk fra Krafft Danmark.

Freja Fredslund og Curie. Foto: fotobytorp.dk

Krafft Tour of Amateurs er en meget populær serie for amatørspringryttere i Sverige, men siden 2018 har en dansk rytter fået adgang til finalerne under Falsterbo Horse Show. Konkurrencen er benhård fra de svenske ryttere, men i år lykkedes det for 19-årige Freja Fredslund at nå finalen blandt de 20 bedste ryttere ud af et startfelt på 66.

Læs også: Video: Krafft finalen er en stor oplevelse

Freja fortæller, at hun pludselig fik en besked via Instagram om hun som reserve var udtaget til Falsterbo. Om hun kunne have lyst til at være med, selvom det var med kort varsel. Det kunne hun sandelig godt. Og hele familien fik lavet om på planerne.

Freja bor i Store Merløse hos sine forældre, der driver Stutteri Romeo. Det er hendes ældre søskende, som træner hende i hhv. dressur og springning, men de har ikke mulighed for at være med i Falsterbo. Freja er afsted sammen med sin mor, og det, understreger hun, er super fint. Og så er hendes søskende med på telefonen med gode råd.

Har arvet Curie

Freja har redet 11-årige Curie e. Willemoes/Racot (opdr. Mads Qvist) i halvandet år. Hun har arvet hoppen efter sin søster, så den har været i familien i 5-6 år, men ikke gået så mange stævner, da Freja overtog hende. Det var dog let, for som Freja siger: ”Min søster har lagt et godt stykke arbejde i hende.”

”Jeg har ikke være i Falsterbo før, men har hørt meget godt om det. Det er en sindssyg stor oplevelse og alle er rigtig søde,” fortæller hun. Finalen onsdag kl 14 for de 20 bedste ekvipager efter de to kvalifikationsrunder går på den store springbane. Freja og Curie skal lige ind for snuse til banen, når den er åben for træning, og så glæder hun sig ellers til at komme i konkurrence.

”Det bliver helt vildt at komme ind i den store arena, men indtil da ser jeg en masse god springning, og hesten får slappet af, så hun er klar til at give den gas på den store bane. Der et langt rund,” slutter Freja Fredslund fra Falsterbo Horse Show.

Der er meget mere end æren og præmiepengene på spil i denne finale, for vinderen får adgang til Krafft Jumping Tour of Amateurs der finder sted under det 4-dobbelte verdensmesterskab i Herning til august.

Start- og resultatlister