Nyheder

Skal vi fejre GULD til Danmark ved VM?

Der er mulighed for danske medaljer på alle stadions og i samtlige discipliner. De hjemlige atleter glæder sig til at ride for et stort hjemmepublikum i Herning. Samtidig vil ca. 200 millioner tv-seere fra hele verden tune ind på Herning2022 under konkurrencerne.

Der er ingen tvivl om, at VM i dressur, springning, paradressur og voltigering i Herning fra den 6. – 14. august bliver en enestående oplevelse. Med et budget på 18 millioner euro, kommer vi formodentlig ikke igen til at opleve et verdensmesterskab på dansk grund.

Efter foråret og sommerens internationale konkurrencer står det også klar, at de danske VM-atleter er i topform. I praksis betyder det, at der er en reel mulighed for danske medaljer på alle tre stadions. Det bliver en oplevelse for livet, at følge de danske atleter på hjemmebane, og heldigvis melder arrangørerne om, at der fortsat er billetter at få til alle dage og i alle discipliner.

Cathrine Laudrup-Dufour og Vamos Amigos. Foto: Zibrasport Equest

I dressur er der ingen tvivl om, det bliver topspændende, når afgørelsen falder på holdkonkurrencen søndag den 7. august. Det danske hold ser ud til at blive særdeles konkurrencedygtigt, og sammensætningen af holdet vil blive offentliggjort efter konkurrencerne ved CHIO Aachen.

Holdet bestående af Cathrine Laudrup-Dufour/Vamos Amigos, Daniel Bachmann Andersen/Marshall-Bell, Carina Cassøe Krüth/Heiline’s Danciera og Nanna Skodborg Merrald/Atterupgaards Orthilia skrev sig ind i historiebøgerne ved at vinde holdkonkurrencen ved det præstigefyldte stævne CHIO Aachen denne weekend. Og Cathrine satte trumf på ved at ride 5 klasser på Bohemian og Vamos Amigos og vinde dem alle overbevisende.

Læs også: Danmark skriver historie – vinder Nations’ Cup i Aachen

Derfor bliver også de individuelle konkurrencer særdeles spændende ved VM i Herning. Verdensranglistens nr. 1 Jessica von Bredow-Werndl kommer ikke til start, og Cathrine Laudrup-Dufour, er nr. 2 på verdensranglisten. Verdensranglistens nr. 3 Charlotte Dujardin kommer ikke med Gio, men med en ny, interessant hest. Isabell Werth ligger på 4. pladsen med Weihegold, som nu er pensioneret, og på 5. pladsen finder vi danske Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera.

De 30 bedste ryttere mødes i kampen om VM-medaljer i Grand Prix Special mandag den 8. august, og det hele kulminerer onsdag aften den 10. august med kampen om medaljer i freestyle for de 15 bedste ryttere i verden.

Læs også: Cathrine Dufour og Vamos Amigos vinder Großer Dressurpreis von Aachen – Daniel bliver tre’er

Voltigering inde i Boxen

Sheena Bendixen og voltigeteamet er også i spil til medaljer, når afgørelsen falder i Voltigering inde i Jyske Bank Boxen. Sheena har haft en flot forårssæson, og da hun vandt bronze ved VM sidste år – kan alt ske. Sheena er stærk i de obligatoriske øvelser og har potentialet til at fyre en vinder-freestyle af. Hun vandt for eksempel første runde ved WEG i Tryon i 2018 med en fantastisk præstation, der satte hendes konkurrenter til vægs.
Og så blev det danske hold nummer fire til VM i 2021 og kunne godt være en joker til en podieplads, hvis alt klapper på dagen.
Gruppevoltigering afgøres mandag den 8. august, og det samme gør de individuelle konkurrencer. Pas de Deux har finale om onsdagen den 10. august, og samme dag afgøres nationskonkurrencen.

Sheena Bendixen er officiel ambassadør for Herning 2022 Foto: Herning2022

Pararytterne rider på BB Horse Arena

Paradressurrytterne er netop blev udtaget efter en stærk indsats ved det internationale stævne i Holland i juni, hvor holdet vandt holdkonkurrencen, mens Tobias Thorning Jørgensen og Katrine Kristensen gjorde rent bord i hver deres grad. Holdkonkurrencen i paradressur afgøres lørdag den 13. august og rytterne hædres med en festlig præmieoverrækkelse inde på Stutteri Ask Stadium under Show Night presented by Mustang Trailers.

De individuelle medaljer afgøres onsdag og torsdag, mens freestyle for alle grader afvikles søndag.

Læs mere: Pararytterne er udtaget til VM i Herning

De danske paralandshold. Foto: Parasport Danmark

I springning sammensætter Bo K. Møller et konkurrencedygtigt landshold efter Nations Cup konkurrencen under Falsterbo Horse Show midt i juli.
Holdkonkurrencen ved VM afgøres blandt de 10 bedste nationer, og de skal kæmpe om medaljer fredag aften den 12. august. Andreas Schou har været særdeles stærkt ridende med to sejrer og flere placeringer i Grand Prix denne sæson, han kunne være et godt bud på en topplacering i de individuelle konkurrencer, som afgøres mellem de 25 bedste springryttere i verden under Agria Super Sunday søndag den 14. august.

Læs meget mere om VM i Herning og husk at bestille billetter HER

Andreas Schou og Darc de Lux ved OL i Tokyo. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de