Klub og Bredde

Zibrasport Equest er ny mediepartner for DRF

Pr. 1. juli har Dansk Ride Forbund og Zibrasport Equest udvidet den eksisterende samarbejdsaftale, hvor Zibrasport Equest er forbundets nye mediepartner. Det betyder bl.a. at artikler fra Zibrasport Equest fremadrettet vil blive vist på www.rideforbund.dk, samt at Zibrasport Equest supporterer DRF i forhold til dækningen af udvalgte nationale og internationale stævner og turneringer mm.

Samarbejdet mellem DRF og Zibrasport Equest har kørt siden 2019 og har indtil nu primært omhandlet streaming fra DRF’s stævner, men fremover vil det altså også omfatte nyhedsformidling.

”Vi har gennem flere år haft et godt samarbejde med Zibrasport Equest, primært omkring streaming fra vores stævner, og det giver derfor super fin mening at bygge ovenpå dette og gøre dem til vores nye mediepartner”, lyder det fra DRF’s direktør Morten Schram Rodtwitt.

Og hos Zibrasport Equest deler man entusiasmen:

”Det giver rigtig god mening. Vi har i forvejen et rigtigt godt samarbejde med forbundet på mange fronter, og da vi i forvejen skriver rigtig mange artikler og nyheder fra ridesporten, er det oplagt, at disse også kan findes på rideforbund.dk. Så vi glæder os til et fortsat godt og konstruktivt samarbejde, således endnu flere kan finde godt og inspirerende indhold fra ridesporten,” fortæller Rikke Højgaard, adm. direktør i Zibrasport Equest.

Det nye samarbejde betyder samtidig farvel til Ridehesten som mediepartner, og det er der en naturlig forklaring på, lyder det fra Morten Schram Rodtwitt.

”Vi har været glade for vores samarbejde med Ridehesten gennem de senere år, men nu giver det mest mening for os at have én samlet mediepartner, som håndterer både streaming og nyhedsformidling, og derfor har vi valgt Zibrasport Equest som ny mediepartner.”

Om Zibrasport Equest
Zibrasport Equest samarbejder med stævnearrangører, ryttere, forbund og mange andre aktører i ridesporten for at sikre, at deres medlemmer altid får det bedste og nyeste inden for ridesporten, samt selv får muligheden for at engagere sig i indholdet og dele deres eget.

Hos Zibrasport Equest og Riders NOTEBOOK får du bl.a.

  • Streaming fra de største stævner og special events i Danmark
  • Rabat på specielle events og køb af videoklip
  • Interviews, portrætter, tips & tricks, nyheder og inspiration til din egen ridning
  • Mulighed for at komme helt tæt på stjernerne
  • Adgang til et stort arkiv med rideindhold
  • Ridesportens bloggerunivers Riders NOTEBOOK
  • Hestemagasinet Riders NOTEBOOK
  • Mulighed for at vinde fede præmier i vores konkurrencer