Sport

Cathrine satsede – men Charlotte var uovervindelig

Cathrine Laudrup-Dufour og Charlotte Fry kæmpede om guldmedaljen i den individuelle Grand Prix Freestyle ved ECCO FEI World Championships.

Foto: Herning2022

En fantastisk dag for dansk ridesport blev onsdag aften afsluttet med manér med Individual Grand Prix Freestyle under Floodlight i et tætpakket Stutteri Ask Stadium.

De sidste VM-medaljer i dressur ved VM i Herning skulle finde deres rette ejermand eller -kvinde.

Mens mørket faldt på, spidsede duellen om medaljerne til.

Og der skulle rides til høje procenter, hvis man ville gøre sig forhåbning om at blive en af de tre på podiet.

Charlotte er verdensmester igen

Den nykårede verdensmester i Grand Prix Special Charlotte Fry på kun 26 år og hingsten Glamourdale rockede stadion med musik af bl.a. Queen, Phil Collins og Robbie Williams. Dens kraftfulde galop fik dommerne til at kaste om sig med 10-tallene, og det samlede resultat endte på fænomenale 90.654 %

Charlotte Fry and Glamourdale. Herning2022. Foto: Kee Frandsen- Den Smukke Hut

“Vi hyggede os begge i aften, selv publikum sang med på vores musik.”

Charlotte Fry

Fokusset lyste ud af Cathrine Laudrup-Dufours øjne, da hun red ind.

Vamos Amigos så tændt og klar ud, mens hans udførte udtryksfulde passager og piaffer. I skridtdelen viste vallakken, at han er en verdenshest. Afslappet og helt upåvirket.

Derefter fortsatte parret i galop, hvor kommentator Bjarne Nielsen synes, Vamos krøllede sig en anelse sammen.

Parret sluttede af med mere passage og piaffe, inden tilskuerne brød ud i jubel.

89.411 %, hvilket rakte til en velfortjent sølvmedalje. Parrets tredje medalje ved VM på hjemmebane.

“Han var hot, hot derinde i dag. Jeg har aldrig oplevet sådan et publikum som derinde. Det er fantastisk for sporten, at Chalotte red, som hun gjorde,” slog Dufour fast over for DR.

Hollandske Dinja van Liere og Hermes har haft et super VM, der blev kronet med en smuk kür. 86.900 % gav dommerne ekvipagen, hvilket udløste en bronzemedalje.

Læs også: VM-sølv til Cathrine Laudrup-Dufour

Danmark havde, ud over Cathrine, to kvalificerede rytter til den storslåede finaleaften, hvor rytterne selv havde sammensat et program til musik.

Se herunder, hvordan det gik danskerne:

Carina Cassøe Krüth 

Heiline’s Danciera og Carina red et Grand Prix Special-program til 75,426% i mandags. Og med en VM-guldmedalje for hold i bagagen oveni var de klar til at give den gas i küren.

Den 11-årige hoppe dansede sig gennem testen, hvor musikken ganske passende er fra forskellige dansefilm.

Bjarne Nielsen havde stor ros til overs for piafferne, der ellers har været parrets eneste “svaghed” under VM i Herning.

“Rummelig skridt med god funktion i ryggen,” indskød han endvidere.

Desværre indløb der et par fejl i changementerne, men det fjernede ikke fokus fra det dejlige helhedsindtryk af ekvipagen.

82.143 % blev resultatet – hvor især det kunstneriske indtryk trak op.

“Det var fuldstændig vanvittigt herinde i arenaen. Min hest kan godt tåle, at de klapper,” sagde Carina om folks eufori.

“Det er meget forskelligt, hvad ryttere foretrækker. Min hest elsker det, og jeg synes bare, vi skulle have en fest. Men det var mega irriterende, at vi lavede fejl i changementerne, men sådan er det.”

Carina Cassøe Krüth og Heilines Danciera. Herning2022. Foto Kee Frandsen – Den Smukke Hut

Daniel Bachmann Andersen 

Den 32-årige berider og 10-årige Marshall-Bell gjorde sin entre efter pausen i den vibrerende atmosfære.

Med en ganske ny kür, der skulle symbolisere op-og nedture samt det gode og onde, kom parret energisk fra land.

Bjarne Nielsen var positiv over for Marshalls passage i dag:

“Det er virkelig fint, fordi for- og bagben hænger sammen”.

Selv om vallakken er sensitiv, slappede han alligevel godt af i skridten – på trods af de usædvanlige omgivelser på fodboldstadionet.

Galopdelen havde flere svære momenter med bl.a. galopøgning direkte over i en pirouette.

Det store smil afslørede Daniels kæmpe tilfredshed med küren, da han red op ad midterlinjen, mens publikum rejste sig og klappede.

83.464 % blev den flotte score fra de syv dommere.

“Det var fantastisk, bare fantastisk. Publikum var intet mindre end fantastiske.

Marshall var lidt træt i dag, denne uge har budt på en masse nye indtryk for ham, men han har været så god. Og at få chancen for at ride her, det er specielt. Et minde for livet,” sagde den sympatiske rytter efterfølgende.

Læs også: Marshall-Bell tilbage til Daniel!

Se resultatlisten her