Nyheder

Opdateret: Carina Cassøe Krüth bedste dansker i Stockholm

Tyskerne satte sig tungt på Lövsta Top Ti, og bedste dansker blev Carina Cassøe Krüth på 4. pladsen mens Andreas Helgstrand blev diskvalificeret.

Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera blev bedste danske par i weekenden. Foto: Roland Thunholm/SIHS

Det blev ren tysk magtdemonstration i dag i Lövsta Top Ti Grand Prix med en overbevisende sikker sejr til verdensranglistens nr. 1 Jessica von Bredow-Werndl med 83,065% foran Isabell Werth og DSP Quantaz med 78,565% og Benjamin Werndl med Famoso Old med 78,348%

Carina Cassøe Krüth og Heilines Danciera blev nr. 4 med 78,087%, hvor en dommer havde hende på 2. pladsen og de øvrige fordelte sig fra 3. til 5. pladsen. Carina scorede igen højt gennem hele travprogrammet bl.a. med et 9-tal for travers. Og så blev det til et par 9-taller for hoppens udtryksfulde passage, og flotte galoppirouetter.

Bohemian har ikke været i konkurrence siden starten af juli, hvor han og Cathrine Laudrup-Dufour vandt sikkert i Aachen. Og selvom parret scorede adskillige 9-taller for passage, travers og galoppirouetter, så fik de ikke vist 2. og 3. piaffe til mere end 2 til 4-5,5 points, og det er for dyrt i det selskab, specielt da piafferne tæller dobbelt. Og det afspejlede også karaktererne for samlet indtryk. De fik 73,761% og gik ind på 7. pladsen lige foran Daniel Bachmann Andersen og Zippo M.I. der opnåede 73,674% Et næsten fejlfrit program blev deres resultat lige bortset fra en fejl i changementet mellem galoppirouetterne.

Andreas Helgstand og Queenparks Wendy blev elimineret, da hoppen bed sig selv i tungespidsen under konkurrencen. Hun har det fint igen, og Andreas og Queenparks Wendy er startklare i morgen i küren.

Resultat

Opdatering: I søndagens kür kommer hverken Cathrine Laudrup-Dufour eller Andreas Helgstrand til start. Det vil sige, at kun 2 ud af de oprindelig 4 danskere i top10 feltet stiller til start.

Se startlisten