Nyheder

Rikke Haastrups juleønske gik i opfyldelse ved Christmas Show

Der blev gispet, sukket og jublet under Polaris Grand Prix på Vilhelmsborg. I en tæt pakket hal var stemningen i top, og Rikke Haastrup Kristensen fik opfyldt sit juleønske med en sejr.

Rikke Haastrup Kristensen og Baluca Z sejrede i Polaris Grand Prix. Foto: Zibrasport Equest

23 ryttere kom til start i Polaris Grand Prix, den største klasse afviklet under de 4 ugers Danish Christmas Show 2022. Banedesigner Rasmus Rise indrømmede før klassens start, at han var nervøs for, om han havde ramt det rette niveau. Banen var teknisk svær, men det føltes klassen igennem som: 0-runden var lige foran os. De to første ryttere; Rikke Andersen/Chaccossini og Torben Frandsen/Zapitol SZ fik begge 4 fejl, så de mulige 0-runder ventede foran os, troede vi.

Vi skulle helt ned til startnr. 17 Rikke Haastrup Kristensen før den første 0-runde blev en realitet. Rikke vandt Grand Prix-klassen ved Christmas Show i 2019 med Baluca Z – dengang var hun fejlfri på begge sine heste – som den eneste. Igen i år red hun fejlfrit med Baluca Z, og hendes glæde var tydelig og forståelig, da hun landede efter den sidste forhindring. Publikum jublede med Rikke og så håbede vi på, at få en omspringning. Det lykkedes ikke, og igen sejren og den lækre Ifor Williams trailer til en værdi af 110.000 kr. gik til Lykkegaard og Rikke.

Læs også: Video: Rikke ser frem til Grand Prix ved Christmas Show

7 ryttere med 4 fejl

Mie Stuhr-Petersen og Vincel leverede en meget flot runde med 4 fejl, og hun var hurtigst af de 7 ryttere, som gennemførte med et nedslag. Frederikke Svendgaard/Bøgegårdens Cristiano fulgte efter på 3. pladsen. Kasper H. Hansen debuterede den imponerende hingst Katrinelund Satisfaction i 1.50 m og publikum gispede hver gang Sandro’s Adel-sønnen lettede op over forhindringerne med stort overskud. Det så sikker ud, og publikum begyndte at se frem til at juble over en fejlfri runde, da en misforståelse mellem hest og rytter slog Satisfaction ud af balance og Kasper måtte travspringe den sidste, store oxer, og det kostede nedslag – de sluttede på 4. pladsen. Rikke Andersen Chaccossini og Michael Aabo/Lugranda kom ind på de to sidste pladser i placeringsrækkefølgen.

Resultat