OL dressur

Det danske hold, der skal afsted til de olympiske lege i dressur, består af tre ryttere, der alle har kvalificeret sig ved store events i Europa. Dansk dressur er i verdenstoppen, og konkurrencerne ved OL samler hele ridesports Danmark.

Alle ryttere drømmer om OL

I Danmark har vi nogle af verdens bedste dressurryttere (og heste), og dressursporten er en særdeles populær sport. Derfor er der stor opmærksomhed omkring dressurlandsholdet, og hvilke ryttere der bliver udtaget til verdens største sportsbegivenhed.

Talentarbejdet i Dansk Rideforbund

Cathrine Dufour, Daniel Bachmann Andersen, Agnete Kirk Thinggaard, Anders Dahl, Anna Kasprzak, Andreas Helgstrand, Nathalie zy Sayn-Wittgenstein, Carina Cassøe Krüth og Anne van Olst – Danmark har mange dygtige danske dressurryttere- og dette er bare for at nævne nogle få. Nogle af dem har allerede redet OL for Danmark, og for andre er det en stor drøm.

Dansk Ride Forbund har med et fantastisk talentarbejde lagt et solidt grundlag for, at Danmark som nation er med i den absolut topsport i dressur. Talent er der masser af, både når det kommer til heste og ryttere. Der er et godt team bag rytterne, god træning og fokus fra DIF og Dansk Ride Forbund.

Individuelle konkurrence og hold

Der er nye regler for OL, så fra 2020 (2021) i Tokyo ser fordelingen sådan ud: 15 hold a 3 ryttere samt 15 individuelle deltagere kan ride OL.

Alle ryttere i holdkonkurrencen deltager også i den individuelle dressurkonkurrence. Nationer uden et hold kan maksimalt kvalificere 1 rytter.

For at kvalificere sig til legene skal rytter og hest i perioden 1. januar 2019 – 18. maj 2020 have opnået to resultater på mindst 66 pct. international Grand Prix ved stævner fordelt rundt i verden.

Holdkonkurrencen afgøres i Grand Prix Special

Der vil som tidligere være kamp om to medaljesæt – et for hold og et individuelt. Der vil også som tidligere bliver konkurreret i både Grand Prix, Grand Prix Special og Grand Prix Kür.

Alle 60 deltagende ekvipager skal ride Grand Prix.

De bedste otte hold (ud af 15) i Grand Prix kvalificerer sig direkte til Grand Prix Special og dermed til holdkonkurrencen.

I Specialen er 24 ekvipager til start (tre ryttere fra hvert af de otte kvalificerede hold – men ingen individuelle ryttere). Holdkonkurrencen afgøres kun ud fra resultatet i Grand Prix Special. 

Musik til Grand Prix Special

Som noget nyt kan rytterne selv bestemme, hvilken musik de vil ride til i Grand Prix Special. Musikken bliver ikke bedømt og er således ikke en del af den samlede bedømmelse.

Noget, der er ekstra interessant i forhold til Grand Prix Special, er også, at der ikke er så mange topryttere, der er vant til at ride Specialen.

Så når den får så stor betydning til OL, er det nødvendigt for rytterne at få trænet programmet i løbet af foråret og sommeren.

En reserve pr hold

Hvert hold kan sende en reserve med til OL til sommer. Reserven kan kun få lov at deltage, hvis en af de andre på holdet (rytter eller hest) bliver syge/skadet. Beslutningen om reserven skal ride kan tages helt op til to timer før Grand Prix’en starter.

Det er også muligt at lade reserven ride i Grand Prix Special (holdkonkurrencen), men har reserven ikke redet Grand Prix, er ekvipagen ikke startberettiget i Küren, selv om det par, de afløser, var kvalificeret. Pladsen går i stedet til den næste rytter på listen.

OL historie

Der er tre discipliner ved OL i ridesport. Dressur, spring og military. Dressur har været på det olympiske program siden 1912, for kvinder dog først fra 1952, hvor danske Lis Hartel blev den første kvindelige medaljetager nogensinde i ridning, da hun med hesten Jubilee vandt sølv i dressur. Hun gentog bedriften i 1956.

Parret er i dag en stor del af historien om en sport, hvor kvinder og mænd konkurrere jævnbyrdigt mod hinanden, og i 1984 blev det til endnu en individuel OL sølv-medalje i dressur til Danmark. Den blev redet hjem af Anne Grethe Törnblad og verdens bedste Marzog ved OL i Los Angeles, USA.

I 1928 blev der indført holdkonkurrencer i OL, men de svære øvelser, passage og piaffe, kom først med i programmet i 1932, mens galoppirouetter blev inkluderet i 1936. Interessen for dressur har været stærkt stigende efter at World Cup i dressur blev introduceret i 1985.

Foto: Zibrasport Equest

Holdbronze i 2008

Danmark modtog sin første holdmedalje i dressur i Beijing i 2008. Det var en bronzemedalje redet hjem af Nathalie zu Sayn-Wittgeinsten, Andreas Helgstrand og Anne Van Olst. Det var stort, da danskerne sluttede på tredjepladsen i holdkonkurrencen mod de mange stærke nationer.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Tyskland, Holland og Storbritannien er nogle af de bedste nationer, når det kommer til dressursport – men Danmark har i mange år været helt tæt på de store mastodonter, og det er flot af så lille et land.

Læs også mere om OLs farverige historie

Målet i Tokyo

For Danmark handler det om at stille med et så kvalificeret hold som muligt. Tre og ikke fire ryttere, får lov at tage turen Tokyo, og det er virkeligt stort, at landstræneren har så mange gode ryttere i spil til de eftertragtede pladser.
Holdet der er udtaget til OL i dressur 2021 er: Cathrine Dufour, Nanna Skodborg Merrald, Carina Cassøe Krüth samt Charlotte Heering.

Dressurrytterne får også selskab af en springrytter, da Danmark også har en plads i springning – for første gang i mange år. Denne rytter er Andreas Schou og også militaryrytter Peter Flarup har fået en plads på holdet.