En af verdens bedste voltigører hedder Sheena Bendixen, og hun bor i Danmark.

Sheena Bendixen er seks gange danmarksmester i voltigering. Det kræver et benhårdt og ambitiøst træningsprogram. Det er dog ikke konkurrencerne og de store mesterskaber i sig selv, som driver Sheena til at træne, hun nyder det, og har det sjovt. Samtidig driver hun sig selv til stadigt at forbedre sig.

– Jeg plagede mine forældre om at begynde til ridning i lang tid, fortæller Sheena, og endelig fik hun lov, da hun var 7 år. Hun startede helt klassisk i rideskolen med ridning og springning.

Sheena Bendixen. Foto; VM Herning2022

Begyndte på voltigering som 8-årig

– Da jeg blev 8 år, begyndte jeg til Voltigering. Men red og sprang stadig til jeg var omkring 12 år. Men jeg glemte tit dressurprogrammet eller springbanen til stævner. Og havde lidt mere talent for voltigering, fortæller Sheena ærligt. Ingen af hendes forældre er det mindste interesseret i heste, men Sheena fik sin første hest, da hun var 13 år, og den blev lavet til voltigeringshest.

Træning med de bedste

Som 17-årrig tog Sheena den store beslutning at flytte til Jelling i Jylland for at træne ved en af verdens bedste longefører og voltigeringstrænere, Lasse Kristensen på Thommysminde HesteCenter. Deres samarbejde har nu varet i 11 år, og indimellem har Sheena haft tid til at uddanne sig som landmand med speciale i svin.

Sheena er også ambassadør for VM i Herning 2022.

Klintholms Ramstein – en særlig hest

Hos Lasse mødte hun Dansk Varmblods hesten Klintholms Ramstein. – Jeg holder utrolig meget af den hest, og han har givet mig de bedste oplevelser i sporten, fortæller hun.

Sheena nærmer sig de 30 år og Ramstein de 20 år, og derfor vil ECCO FEI World Championships Herning 2022 være hendes sidste, internationale stævne på højt niveau. – Jeg vil gerne stoppe på toppen, og hvilken bedre måde at gøre det på, end hvis jeg kvalificerer mig til VM på hjemmebane. Det ville være drømmen.

Sheena Bendixens topresultater:

  • 2011 bronze ved EM for juniorer individuelt i Le Mann, Frankrig
  • 2018 Sheena fik højeste score i kür og sluttede på en samlet 6. plads ved WEG i Tryon
  • Sheena er 6 gange danmarksmester for kvinder i voltigering

Se mere på Zibrasport Equest

På hjemmesiden kan du se meget mere om voltigering både i videoarkivet og i artikelarkivet.

Kilde: Ridehesten