Berømte heste: Darley Arabian

Historien om The Darley Arabian begynder i den syriske ørken lige uden for Aleppo, hvor den brune hingst blev født og voksede op blandt beduinerne. The Darley Arabian var allerede som plag anerkendt som en meget lovende hest, og hans originale navn Manak eller Manica – var en reference til den berømte Muniqui linje inden for fuldblodsaraberavlen. Disse heste var kendt for at være både hurtige og udholdende. Plagen gjorde da også så stort et indtryk på den engelske konsul Thomas Darley, at han bare måtte eje den. Det betød, at den unge hingst ankom til England i 1704, og at ørkensandet blev skiftet ud med grønne marker ved Aldby Hall, en landejendom der tilhørte Darley familien.