Sådan bliver stævnesæsonen

Dansk Ride Forbund har nedsat en arbejdsgruppe, der har udarbejde et sæt retningslinjer for måden, vi skal planlægge og afvikle vores stævner i resten af stævnesæsonen med en specifikation af, hvilke klasser og sværhedsgrader, der må udbydes på de forskellige stævneniveauer. Grunden til dette er, at Corona-krisen indtil nu har betydet, at mere end 350 stævner fordelt på knapt 200 stævnearrangører er blevet aflyst.
Rigtig mange af disse stævnearrangører vil selvsagt gerne have mulighed for at afvikle stævner på en ny termin, når vi går i gang igen, og for at prøve at få puslespillet til at gå op, så det bliver bedst muligt for både stævnearrangører og ryttere, er der udarbejdet et sæt retningslinjer, du som rytter med fordel også kan sætte dig ind i.

Nyeste opdatering: Stadig ingen stævner

Dansk Ride Forbund har nu meldt ud, at der endnu ikke er må afholdes stævner.
– DRFs forventning var, at Rigspolitiets tolkning af forsamlingsforbuddet, hvor der gerne må være flere end 10 personer samlet på f.eks. en matrikel, såfremt der ikke er flere end 10 personer samlet til samme aktivitet, også ville gælde stævner. Desværre har vi pr. dags dato fået en klar udmelding fra Rigspolitiet om, at dette ikke er tilfældet, lyder det i pressemeddelelsen.