Skip to main content

Tag: Pieter Devos

Pieter Devos pensionerer Apart

Onsdag meddelte den belgiske springrytter Pieter Devos på sin hjemmeside, at han har besluttet at pensionere 17-årige Apart, som har ført Devos til mange flotte internationale placeringer.

Sammen har ekvipagen bl.a. vundet 5-stjernet Grand Prix i Bordeaux i 2017, 5-stjernet World Cup i Stuttgart i både 2018 og 2019, og så var de en del af det sejrende belgiske hold, som i 2019 vandt den 5-stjernede Nations Cup i Polen.

På sin hjemmeside fortæller Devos om Apart og beslutningen:

“Apart har været afgørende for min karriere og en sand sportspartner og holdkammerat i hele ordets forstand. Han har altid vist mig mod og intelligens i ringen – jeg stolede fuldstændigt på ham, og jeg føler, at han også stolede på mig. Sammen har vi skabt nogle uforglemmelige minder, og jeg kunne ikke være mere stolt af alt, hvad han har opnået i sin karriere [..] Han har i sandhed været en familiehest, som altid vil være speciel for os alle. Jeg skylder ham den største tak, og at kunne pensionere ham, mens han er glad og rask er den største gave, jeg kan give ham.”

Pieter Devos og Apart ved Nations Cup i Polen. Foto: FEI/Lucasz Kowalski

En rytter med imponerende resultater

Den belgiske top springrytter, som lige nu er rangeret som nummer 37 på FEIs verdensrangliste, råder dog fortsat over nogle fantastiske springheste heriblandt tophesten Claire Z, som sammen med Devos tog bronze med Belgien i holdkonkurrencen ved OL i Tokyo – og dermed sikrede Belgien sin første OL-medalje i ridning siden 1976. Devos’ hidtil bedste placering på verdensranglisten var tilbage i 2020, hvor han var oppe som nummer 4 efter et fantastisk 2019, hvor han bl.a. blev europamester med det belgiske hold, vandt World Cup i Bordeaux, Grand Prix i Doha, World Cup i Stuttgart og Longines Global Champions Tour of Miami Beach – og desuden blev hædret med priserne som Årets Atlet i Belgien og Årets Rytter af Longines Global Champions Tour.