Skip to main content

Tag: Præstationer

Mentaltræner Anja Nielsen: Sådan fjerner du frygten

Kender du det med, at tankerne fylder lidt for meget, før du skal præstere til stævnet? Eller måske det der med at bruge lidt for meget krudt på, hvad de andre ryttere fra klubben mon tænker, når de kigger på, mens du træner?

Det er problematikker, som mentaltræner og performance-coach Anja Nielsen ofte hører om i sit daglige arbejde i coachingfirmaet Powermind Academy – og hun forsikrer, at der er en løsning, hvis du er rytter og har brug for en udvej. Hun har nemlig selv fundet den.

Anja Nielsen var tidligere en succesfuld ponyrytter, og hun fortsatte karriere som hesterytter.

– Jeg havde hest, indtil jeg fyldte 26 år, hvor jeg solgte den sidste. Jeg stoppede, fordi jeg ønskede at bruge mere tid på at skabe en job-karriere.

Jeg ville det hele, men jeg kunne ikke både ville en masse med min ridning, en masse med min karriere og en masse med mit daværende parforhold. Så jeg valgte hesten fra.

Anja Nielsen

– Jeg var nok bare færdig med at kæmpe en, for mig, kamp, jeg alligevel ikke kunne vinde. Jeg følte, alle andre var dygtigere end mig, og at det alligevel kun var de professionelle, der kunne vinde klasserne. Havde jeg haft en, der kunne have fortalt mig, hvad det i virkeligheden handlede om, så havde jeg ikke sluppet ridningen. Jeg elskede det, reflekterer Anja.

– Jeg tænkte meget over, hvor dyr sporten var, og at jeg havde mere succes som ponyrytter. Så jeg gav nok lidt op, fordi jeg ikke synes, det kunne lykkedes for mig. Når jeg kigger tilbage, så kan jeg se, at jeg jo ikke tog lederskab. Jeg skulle i stedet være taget hjem efter stævnet og have trænet mind-set og de øvelser, vi skulle være bedre til, når resultatet ikke matchede mine forventninger. Og det samme kan jeg mærke i tankegangen hos ryttere i dag.

Det er en af grundene til, at Anja i dag har specialiseret sig at hjælpe kvindelige ryttere med deres udfordringer.

– Jeg ser mønstre. Jeg hører ikke hvad mine klienter siger – jo forstå mig ret, selvfølgelig lytter jeg. Men jeg lytter ikke, som hvis jeg skulle lytte til en god fortælling. Jeg lytter efter mønstrene. Jeg laver en slags prik til prik-tegning inde i hovedet, så jeg til sidst har det fuldstændige billede af rytterens mønster. Det er dét jeg hjælper hende med at filtre op efterfølgende.

Byg bro

I Anja Nielsens arbejde med sine klienter, der har problemer med præstationsangst og perfektionisme, har hun fokus på at forblive realistisk.

– Jeg siger, du skal tænke realistisk uden at gøre det værre. Fx ”Jeg faldt af i dag” – punktum.

Jeg siger ikke, det er nemt. Jeg siger, det er simpelt

Anja Nielsen

– Det er vigtigt, at du forholder dig til det, det er. Du skal ikke gøre det værre eller bedre. Din hjerne har fanget, hvad der er sket, og hvis du gør det værre, så lever du efter den sandhed. Hvis du gør det bedre, så kan du komme til at undertrykke de følelser, du havde i forbindelse med faldet, forklarer Anja.

Hvad hvis jeg som rytter begynder at tænke: Åh nej, hvad hvis hesten smider mig af igen næste gang?

– Det er vores hjerne, der ikke er blevet udviklet på det her punkt. Den gør, hvad den kan for at beskytte dig. Din hjerne vil bare gerne passe på dig. Den er med andre ord din bedste ven, men bare ikke din klogeste ven. Den vil gerne tænke i bekymringer, for så lader du være næste gang. Den agerer udfra tankegangen:  ”Jeg har ikke lyst til, at du oplever det her igen, så nu gør jeg hvad der skal til, for at stoppe dig i at dø”. 

Du kan kun gøre én af to ting:

Du kan tænke i bekymringer eller i løsninger. Du kan ikke gøre begge dele på samme tid. Hvis du prøver at forbinde din bekymring med ordet medmindreså danner du en bro fra bekymring til at tænke i løsninger.

– Hvis jeg siger til dig, at du kan vælge mellem at tænke bekymringer eller løsninger, så ved du måske ikke helt, hvad jeg mener. Jeg giver dig derfor et ord til at skabe broen. Næste gang du har en bekymring, så leg med ordet medmindre

Nå du sætter medmindre i enden af din bekymring, har du åbnet en dør for, at der kan findes en løsning.

Fx: Du faldt af i dag, fordi hesten er vild, medmindre det var fordi den blev bange, – nu kan du finde løsningen på, hvordan du kan ændre udfaldet næste gang, fastslår mentaltræneren.

– Mit formål med hver eneste samtale jeg har, og hver træning jeg laver, er, at rytterne skal stå med samme følelse som en galophest, der står klar til at løbe når fløjtet går.

For så ved jeg, at de har fanget essensen af træningen og er max klar til at gå ud og bruge metoden i deres egen hverdag. Dette trin er meget vigtigt, for det er det, der gør, at de får succes og tager action på det, de har lært – i stedet for, at det blot er mere viden, som de bare tilføjer deres hjerne. De skal ud og have succesoplevelser, og det får de, når de ved præcis, hvad de skal gøre og forstår hvorfor. Enhver god coach kan motivere sine kunder. Men, når kunden står alene med sin viden, mellem samtalerne, så skal de vide hvad og hvordan. Ellers mister de lysten og troen, og så sker der absolut ingen udvikling.

Glæd dig til flere artikler om Anjas arbejde de kommende uger