Skip to main content

Tag: Vilhelmsborg

Fyns Rideklub tog sejren i Walber Cup

Danish Derby Hestesportsrideklub var i weekenden vært for et landsstævne i springning med en afdeling af Walber Cup. Cuppen strækker sig over 4 kvalifikationsstævner, og de bedste 8 hold kommer i finalen om Agria DRF-mesterskabet i klubholdspringning.
12 klubber kom til start på Vilhelmsborg, og det var holdet fra Fyns Rideklub bestående af: Rikke Rosengaard Hansen/Rosengårdens Francois, Karen Møller Rohde/Cheetah Ask Z, Ida Bech Lange/Jokinal og Søren Møller Rohde med avlshingsten Action Man Ask Z, som sejrede med ialt 1 fejl. Holdene fra Hestehavens Rideklub og Riders Cup fulgte på de næste pladser.
Capacity Showjumping Center sejrede i første kvalifikation, og med 5. pladsen på Vilhelmsborg har holdet sammenlagt 31 points, men de blev slået fra førstepladsen i stillingen af Hestehavens Rideklub, som kom ind på andenpladsen og sikrede sig 17 point, som sammen med de 15 points, de fik for 3. pladsen i første kvalifikation, sender dem op på en foreløbig førsteplads i den samlede stilling.
Næste afdeling finder sted den 16. – 19. juni hos Helgstrand Event.
Læs også: Walber Cup på Vilhelmsborg – på vej mod holdmesterskabet

Stine Cassøe Jakobsen og Conchillo. Foto: Zibrasport Equest

Stine Cassøe sejrede i S

Stævnets største klasse, S1* (145 cm) lørdag aften blev vundet af Stine Cassøe Jakobsen og Conchillo e. Churchill. Parret sejrede i Grand Prix-klassen ved Christmas Show i december, netop på Vilhelmsborg.

Klassen havde 14 ryttere til start, og det måtte omspringning til mellem 4 ryttere for at afgøre klassen. Stine og Conchillo var alene om at ride dobbelt 0, og henviste Konstantin Deeken Künnemann og Landlyst Contra e. Bøgegårdens Dicapo til andenpladsen. Søren Møller Rohde kom ind i omspringningen med begge sine heste, og han placerede sig på 3. pladsen med Action Man Ask Z e. Action-Breaker og 4. pladsen med Grace Ask e. Darco de Revel.

Start- og resultatlister fra Vilhelmsborg

Walber Cup på Vilhelmsborg – på vej mod holdmesterskabet

De flotte faciliteter på Danmarks Nationale Hestesportscenter, Vilhelmsborg danner rammen om et B-stævne i springning denne weekend med klasser fra LA1 til S1* – stævnets største klasse, som bliver afviklet lørdag aften.

Søndag er det tid for 2. kvalifikation af DRF-mesterskabet, Walber Cup i klubholdspringning, som er højdepunktet. I Walber Cup er der 15 klubber tilmeldt. Se listen HER

Walber Cup er en turnering, som strækker sig over 4 kvalifikationsstævner. Der skal deltage 1 ekvipage i MB1, 2 ekvipager i MB2* og 1 ekvipage i MA1*. 1. kvalifikation blev afviklet af Riders Cup i april, og sejren gik til Capacity Showjumpingcenter. Se resultatet HER
2. kvalifikation afvikles denne weekend på Vilhelmsborg, mens holdene mødes ved Helgstrand Event i juni og sidste gang på Capacity Showjumpingcenter i juli. Herefter går de 8 bedst placerede hold videre til finalen, Agria DRF-mesterskabet i klubholdspringning, som finder sted den 8. – 11. september hos Riders Cup. Sidste år var det et hold fra Bækgaarden Sportsrideklub, som tog sejren, og holdet er igen i år at finde blandt de tilmeldte klubber i turneringen.

Start- og resultatlister fra Vilhelmsborg

Hør en af deltagerne på det vindende hold, Konstantin Deeken Künnemann fortælle om sejren i Hjallerup:

Skal du se med fra Christmas Show?

Endelig Christmas Show igen

Mandag d. 15. december slår Danish Derby dørene op for første ben af Christmas Show med et Warm Up stævne for heste. Og det er vi mange, der ser frem til. Nathalie Horse Care Christmas Show – og herunder AB Rideudstyr Warm Up Hest og AB Rideudstyr Warm Up Pony er nemlig meget populære stævner, og eftersom stævnet måtte aflyses sidste år pga. corona, så er det med stor begejstring, at de mange, mange ryttere og heste ser frem mod flere ugers topsport på Vilhelmsborg.

Flere hundrede ekvipager bydes velkommen på banen, og over 17.000 besøgende gæster Christmas Show i de 3 uge, hvor eventen løber af stablen.  

Børn og voksne – bredde og elite

Med Christmas Show har Danish Derby formået at skabe et event, der bliver talt om fra bredde til eliteniveau. Der er en fantastisk stemning på Vilhelmsborg, der er julepynt, julemusik og plads til både børn og voksne. Det hele skydes i gang med Christmas Show Warm Up Hest, efterfølges af Christmas Show Warm Up Pony og kulminerer med landsstævnet Danish Christmas Show.

Det er ikke mindre end et fantastisk stævne – og en fantastisk bedrift at både arrangører, frivillige og officials.

AB Rideudstyr Christmas Show Warm Up Hest

Løber fra d. 15. til 21. november og er 6 dage med klasser fra LB1 og MA og mere end 1600 startere. Det er et af landets største C-stævner for heste.
Få mere info om streamingen og se med her

AB Rideudstyr Christmas Show Warm Up Pony

Ponyerne indtager Vilhelmsborg d. 22. – 30. november. Christmas Warm Up er landets største C-stævne i ponyspringning og utrolig populær blandt rytterne. Pladserne plejer at blive revet væk – og
Stævnets popularitet skyldes bl.a, at det er målrettet ryttere på flere niveauer med klasser fra LB til MB.
Få mere info om streamingen og se med her

Nathalie Horse Care Danish Christmas Show

Fra 7.- 12 december kan du opleve topspringning ved det store landsstævne Nathalie Horse Care Christmas Show. Lørdag aften fejres juleaften i festlige rammer med minikoncert, speedklasser, sixbar, Grand Prix og en stemning i absolut topklasse blandt publikum.
Få mere info om streamingen og se med her

Se meget mere Christmas Show i arkivet

Danish Derby

Christmas show er tilbage – endnu bedre

Natalie Horse Care Danish Christmas Show er det nye navn på det traditionsrige og særdeles populære Danish Christmas Show. Som navnet indikerer, er Natalie Horse Care ny hovedsponsor for Danish Derby Horse Shows, noget som i høj grad glæder organisationen bag. Efter et hårdt år med aflysninger som følge af Covid-19 ser Danish Derby Horse Show igen meget optimistisk på fremtiden, ikke mindst på grund af den kæmpe opbakning de oplever fra sponsorer og samarbejdspartnere.

Natalie Horse Care’s indehaver Helle Kristiansen udtaler, hun er meget glad for samarbejdet omkring Christmas Show, hvor specielt et meget tættere markedsføringsset-up i forhold til de danske springryttere giver store forventninger om en bredere markedsføring af de gode produkter i Nathalie Horse Care-serien.

Christmasshow for elite og bredde

Helle Kristiansen supplerer: – Julestævnerne på Vilhelmsborg har gennem de sidste 15 år samlet eliten og bredden til et fantastisk stævne, og det er virkelig en imponerende platform, der er opbygget, noget som vi glæder os til at være en del af. Samtidig vil vi samarbejde med nogle af udstillerne under rækken af julestævner, så vi kan vise vores produkter frem.

Proportionerne til Natalie Horse Care Danish Christmas Show og dermed tilmeldingerne åbner i uge 40.

Gode kræfter bakker op

AB Rideudstyr er forsat sponsor for AB Rideudstyr Christmas Warm Up, hvor ponyer og heste dyster i 16 afviklingsdage fra LB til MB på C-plan. Warm Up stævner er et kæmpe tilløbsstykke, hvor ponystævnet igen i år er blevet udvidet.

Sekretariatschef Kirsten Mohr fortæller: – Vi udvikler hele tiden vores stævner for at højne kvaliteten endnu mere for vores kunder. Specielt i 2021 udgaven har pony-warm-up gennemgået en større optimering, og vi håber, at kunderne bliver glade for det. Det er et kæmpe set-up, og vores mål er at have så mange ponyryttere til start som muligt, men samtidig vil vi fastholde kvaliteten. I år har vi udvidet stævnerne til et par dage ekstra, med den målsætning at vi kan få lidt kortere ridedage, men stadig have plads til dem, som gerne vil ride. Der er godt fyldt op allerede, hvor tilmeldingsfristen til ponystævnet er udløbet, men vi har fortsat plads til hesterytterne, så lad os endelig høre fra jer.

AB Rideudstyr Warm Up ser ud til at blive større end nogensinde og tæller tæt på 5000 starter for de to stævner.

Mellem AB Rideudstyr Warm Up for Hest/Pony og det ”store” Natalie Horse Care Danish Christmas Show afholdes der igen Baltic Cup Finale, hvor landets bedste pony/children/junior-ryttere mødes til sæsonafslutning i den populære nordiske ungdomsturnering.

Se mere på arrangørernes hjemmeside HER

Fakta:
Uge 46: 15.-21. november, AB Rideudstyr Christmas Warm Up Hest
Uge 47/48: 22.-30. november, AB Rideudstyr Christmas Warm Up Pony
Uge 48: 2.-5. december, Baltic Cup finale
Uge 49: 7.-12. december, Natalie Horse Care Danish Christmas Show

Video: Masser af spændende sport på Vilhelmsborg

Danish Derby Hestesportsrideklub er vært for et landsstævne i dressur og springning denne weekend på Vilhelmsborg. Masser af spændende klasser inklusiv PAVO DRF Unghestechampionater på spring- og dressurbanen. Det uofficielle DM for beriderelever og en kvalifikation til Bundgaard Byg Cup er blot noget af det, man kan opleve.

Interessant stor tur på dressurbanen

OL-ryttere og landsholdsryttere var blandt de startende i de to klasser i “stor tur” på dressurbanen. OL-rytter Carina Cassøe Krüth havde en “ny” hest med i den store sport. Heiline’s Zackton e. Blue Hors Zack opdrættet af Stald Heiline debuterede hun tidligere på sommeren på Blue Hors, her var han god, men lidt usikker, fortæller hun.
Torsdag blev det til sejr til parret i AB RIdeudstyr Intermediaire 2 med 72,631% foran en anden OL-rytter Anna Kasprzak og Addict de Massa e. San Amour, de opnåede 70,263% og så kom Carinas elev Malene Aborg Quantico Nexen e. Quaterbac opdrætter Stutteri Nexen på tredjepladsen med Mikaela Fabricius-Bjerre og Dam’s Duchess e. Blue Hors Zack opdrætter Erik Dam Mortensen på fjerdepladsen.

Anna Kasprzak og Addict de Massa. Foto: Zibrasport Equest

I fredagens Dansk Hesteforsikring Grand Prix blev sejren spansk til Blue Hors-rytter Cristian Tuelda Ruiz, som de seneste fem måneder har redet Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack. Zepter har været ude af sporten med en skade, men nu er han helt tilbage igen, fortæller Cristian, der glæder sig meget over at sidde på sådan en kvalitetshest. Han fortæller endvidere, at planen er at tage det roligt med Zepter indtil han igen er i topform. Sejren kom i hus med 73,267% og det var hestens gode samlede arbejde i piaffe, passage og galoppirouetter som udløste 8-taller til parret.

OL-rytter Anna Kasprzak har et spændende projekt i Addict de Massa, som går med vældig energi og står løft i piaffe og passage. Anna har dog haft lidt udfordringer med at bringe hestens kvaliteter fra opvarmningen ind på banen, hvor han ændrer sig. “Han skal have nogle flere starter,” fastslår Anna, som definitivt er tilbage i sadlen igen efter barsel. Hun opnåede 72,833%

Han skal betale for gården

Carina Cassøe Krüth kom også til start i Grand Prix-klassen med Heiline’s Zackton, og de viste et fejlfrit program, der af dommerne blev honoreret med 70,867%
“Han var fin i dag, jeg valgte at ride ham uden for meget pres, så han ikke syntes, det var alt for svært,” indleder Carina Cassøe Krüth og hun fortsætter: “Han er let ridelig, følsom og en rigtig kammerat på banen, og der er masser af sprit på ham.”
På spørgsmålet om, hvad hendes planer er for hans fremtid kommer svaret tørt: “Han skal være med til at sponsorere den nye gård (Carina og Casper er ved at ombygge en smuk gård ved Mariager til konkurrencestald til Carina)
“Nu nyder jeg at ride videre på ham, for den kan godt gå lidt med næste år, hvis han ikke er solgt inden da,” slutter Carina Cassøe Krüth.

Start- og resultatlister i dressur
Start- og resultatlister i springning

Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Zackton. Foto: Zibrasport Equest

Ingen kåring af hingste på Vilhelmsborg

Allerede i efteråret 2020 stod det på grund af COVID-19 helt klart, at Danmarks største og et af verdens største hestearrangementer for hingste igennem fire årtier, Dansk Varmblods Hingstekåring, i 2021 ikke ville kunne afvikles i sit normale format i MCH Messecenter Herning med et stort tusindtal af besøgende i uge 10.

Derfor skitserede man et meget mindre arrangement uden publikum og skåret helt ind til benet med en faglig afvikling af selve kåringen af hingste, som skulle finde sted i uge 11 på Vilhelmsborg. Det er imidlertid ikke lykkedes Dansk Varmblod at få et svar fra de ansvarshavende myndigheder om godkendelse af det skitserede arrangement på trods af mange skriftlige henvendelser med fokus på et streaming-setup for dobbeltlukkede døre.

Den aktuelle herpesvirus, der lige nu raserer ved et internationalt ridestævne i Valencia, Spanien, har fået det internationale rideforbund FEI til at udstede et europæisk stævneforbud frem til og med den 28. marts. Alene af den grund er det utænkeligt, at de udenlandske hingste, der er tilmeldt hingstekåringen, møder til kåring i Danmark.

Derfor er det nu Dansk Varmblods plan B, der kommer i spil. Avlsledelsen har allerede ved forbesigtigelsen i januar måned rejst rundt i landet og udtaget de hingste, der skal deltage i kåringen. Selv kåringen vil nu blive afviklet på samme vis i uge 11.

Avlsledelsen – henholdsvis springkomiteen og dressurkomiteen – vil besøge nærmere udvalgte lokationer (hvor hingstene i forvejen er i træning), hvor dommerne vil vurdere hingstene i et forløb som under en normal hingstekåring, og hingstene vil som under normale omstændigheder blive filmet og fotograferet.

Når alle hingste er besigtiget, vil hingsteejerne blive informeret om kåringsudfaldet, der vil blive offentliggjort på Dansk Varmblods hjemmeside, hvor også videooptagelser af alle hingste vil blive gjort tilgængelige. Der vil herefter blive afviklet et online pressemøde for den internationale fagpresse.

– Det er en svær tid for alle. Alle aspekter spiller ind i denne tid, men hensynet til hingsteholderne og hingstenes sundhed tæller højest. Vi har nu ventet i knap fire uger på et svar fra de danske myndigheder, om vi lovligt kan afvikle kåringen for lukkede døre med et stort streaming-setup, men uden en konkret afgørelse kan vi ikke trække den længere. Beslutningen om helt at lukke ned for en samling af hingstene blev endelig truffet i aften efter at have fulgt situationen tæt rundt om i Europa i det verserende herpesudbrud med epicenter i Valencia. Vi er meget ærgerlige over at være nødsaget til denne beslutning, men tiderne er meget udfordrende, og vi er efterhånden blevet vant til at handle på kort sigt. Avlsledelsen glæder sig til at se hingstene i uge 11, og vi lover at lave gode videoer og billeder af hingstene, så der stadig kan følges med hjemme fra stuerne, dog i et andet format end ønsket, konkluderer Casper Cassøe, direktør i Dansk Varmblod.

Alle hingsteholdere vil i løbet af onsdag den 3. marts få direkte besked om den endelige afvikling af kåringen, der foregår i uge 11 for lukkede døre.

Ny dato for PAVO og DRF’s championatsfinaler for springheste

Under normale omstændigheder plejer finalerne i PAVO og DRF’s championat for både unge dressur- og springheste at blive afviklet ved samme stævne, men i år har de gældende COVID-19-restriktioner desværre gjort, at det ikke har været muligt. Derfor afholdes finalerne i dressuren hos Blue Hors i uge 46, og nu er det så også lykkedes at placere springfinalerne, som løber af stablen fra den 16.-18. november hos Danish Derby på Vilhelmsborg. 

”Det har været lidt af et puslespil at få omplaceret springfinalerne, hovedsageligt fordi stævnets omfang stiller utroligt høje krav til stævnearrangøren og faciliteterne pga. de gælde COVID-19-restriktioner. Derfor er vi meget glade for, at Danish Derby har takket ja til at afvikle på Vilhelmsborg” siger formand for DRF’s springudvalg, Jakob Leth. 

Og på Vilhelmsborg glæder man sig til at byde de unge springheste og deres ryttere velkomne i uge 47: 

”I øjeblikket er der som stævnearrangør en lang række corona-retningslinjer, man skal kunne overholde for at kunne afvikle et stævne som dette, og på Vilhelmsborg har vi faciliteterne til at kunne gøre det. Derfor vil vi naturligvis hellere end gerne hjælpe med at afvikle springfinalerne” siger Casper Cassøe.

Det praktiske
Finalerne afvikles over tre dage med opvarmning og 1. kvalifikation mandag, 2. kvalifikation tirsdag og finale onsdag. Tilmelding skal som altid ske via DRF Go!.

Zibrasport streamer live fra stævnet
Er du én af dem, der ikke har mulighed for at være til stede hos Danish Derby, behøver du ikke at gå glip af de spændende finaler, da Zibrasport Equest streamer live fra stævnet. Programmet for streamingen vil snarest muligt være at finde her.

Kilde: Dansk Ride Forbund

Cecilie König vandt dobbelt guld: Jeg har ikke forstået det endnu

At kunne kalde sig to gange Danmarksmester hører til sjældenhederne – men at opnå dette til samme stævne er endnu mere specielt.

Alligevel var det præcis, hvad der skete i weekenden, da springrytter Cecilie König deltog i Agria DRF-mesterskab for pony og children på Vilhelmsborg.

Kategori 2

På Dooneens Coolala Boy (i daglig tale kaldet Dexter) slog Cecilie alle de andre ponyryttere i finalen for kategori 2, da hun red en fejlfri runde. Dermed var dagens første guldmedalje i hus.

Se finalen her

Cecilie har stadig ikke helt forstået, hvad der egentlig lige skete til stævnet, da Zibrasport Equest fanger hende.

– Det var en helt fantastisk weekend hvor hestene fungerede optimalt, og hvor det hele bare lykkedes.

Jeg ved ikke helt, om jeg har forstået, at jeg dobbelt Danmarksmester endnu!

Children

Det ene mesterskab var ikke nok for Cecilie, så da hun skulle på banen i children-klassen tog hun nemlig endnu en sejr. Denne gang på Taarupgaards Rubin.

– Dexter er jo en ældre herre – 23 år – så planerne for ham er bare at tage et stævne ad gangen, så længe han synes det stadig er sjovt.

Cecilie König

Rubin håber jeg kan følge med mig op i juniorrækkerne næste år, fortæller hun endvidere.

Se finalen her

Se vinderne af Indendørs DM i springning

(Foto: Bronzevinder for kat.I-ponyer, Clara Savas Olsen og Ardara Lady. Zibrasport Equest)

Kat. III-ponyer
Mesterskabet for kat. III ponyer blev afviklet i MA2**, og de små ponyer gik til opgaven med krum hals. Resultatet af mesterskabet blev som følger:
Guld: Ingrid Christine Laursen / CARABAS DU MARQUAIS
Sølv: Emilia Rebecca Rohde / TOVDAL’S ANAIS ANAIS
Bronze: Sophie Karoline Emilie Moltke / LAVALLY TURBO

Se kat. III-ponyernes finale

Kat. II-ponyer
Kat.II ponyernes finale blev ligeledes redet i MA2**. Det var en teknisk svær bane, som udfordrede flere af ekvipagerne. Medaljerne fordelte sig således:
Guld: Cecilie König / DOONEENS COOLALA BOY
Sølv: Karla Baad Christensen / OLEARY SPARTACUS
Bronze: Julie Halskov / NINA DI BELLE

Se hele finalen for kat. II-ponyer her

Kat. I-ponyer
De store ponyer skulle kæmpe om medaljer i en S1*, og efter nogle flotte ridt gik medaljerne til:
Guld: Lærke Skaanning Ebbesen / ALLIHIES SUPERSTAR
Sølv: Frida Munk Lassen / GRANTORINO
Bronze: Clara Savas Olsen / ARDARA LADY

Se – eller gense – kat. I-ponyernes finale

Children
Cecilie König havde et forrygende mesterskabsstævne på Vilhelmsborg og vandt guld for både kat. II-ponyer og i children-finalen.
Guld: Cecilie König / TAARUPGAARDS RUBIN
Sølv: Caroline G. Rasmussen / DORTHEASMINDES FOXY LADY
Bronze: Ina Meldgaard Slettnes Møller / RILSON DE L´ABBAYE

Children-finalen kan ses her

Se start- og resultatlister

Se med fra Indendørs DM på Vilhelmsborg!

Først blev dette års Agria Indendørs DRF-mesterskab for ponyer og children flyttet fra Billund til Fredericia, så blev det aflyst, og nu har selskabet for World Cup Herning så overtaget mesterskabet. Det betyder, at de fire mesterskaber (3 pony og 1 children) bliver afviklet d. 10.-11. oktober i forbindelse med det store World Cup stævne på Vilhelmsborg.

Her er 8 kat. III-ponyer, 25 kat. II-ponyer, 12 kat. I-ponyer og 17 children klar til at springe om de eftertragtede medaljer.

Se start- og resultatlister

Vi streamer alle A-finalerne søndag d. 11. oktober fra kl. 12.15 (vejledende tidsplan), og som Premium Medlem kan du se med gratis, mens Basic Medlemmer kan købe Pay pr view for 79 kr.

Info om livestreaming

Stærkt felt åbner FEI World Cup™ på Vilhelmsborg

(Topfoto: Cathrine Dufour og Bohemian. Foto: Ridehesten.com)
På grund af Covid-19 er den danske afdeling af FEI World Cup™-kvalifikationen i dressur flyttet fra Jyske Bank Boxen i MCH Messecenter Herning til Det Nationale Hestesportscenter, Vilhelmsborg ved Århus. Dette betyder, at det er muligt at afvikle World Cup-kvalifikationen med få tilskuere og med livestreaming via ZibraSport til de mange, som ikke kan få plads i hallen.
Det er i år 14. gang, Danmark er vært for den første kvalifikation i den populære, verdensomspændende serie, FEI World Cup i dressur. Arrangørerne har ændret på programmet, så der bliver international springning (CSI2*) fra tirsdag aften den 13. oktober til fredag den 16. oktober om eftermiddagen, hvor konkurrencerne afsluttes af Stutteri Ask Grand Prix. 

En weekend med dressur i fokus
I weekenden den 17.-18. oktober er det dressursporten, som kommer i fuldt fokus. FEI World Cup™ Grand Prix præsenteret af Blue Hors afvikles fra kl. 17.30 til 21.20, og det bliver et meget spændende felt af internationale topryttere, som tørner sammen i den store opvisningshal. Feltet anføres af dressurportens ukronede dronning, tyske Isabell Werth, der i denne sæson har mulighed for at sikre sig sin fjerde World Cup-finalesejr i træk. Isabell Werth kommer til start med Emilio e. Ehrenpreis, og hun får følgeskab af to landsholdskollegaer, Jessica von Bredow-Werndl med Zaire-E e. Son De Niro og Helen Langehanenberg/Damsey e. Dressage Royal samt Jessica Süss/Duisenberg e. Desperados, og de fire erfarne tyske ryttere kommer med garanti til at kaste glans over World Cup-kvalifikationen på Vilhelmsborg. 
Svensk dressursport bliver stærkt repræsenteret af Patrik Kittel/Delaunay e. Dr. Doolittle, Therese Nielshagen/Dante Weltino e. Danone og Antonia Ramel/Brother de Jeu e. Voice. Alle tre ryttere var med på det svenske landshold, der vandt bronze ved EM i Rotterdam sidste år. 

Se det hele LIVE på Zibrasport Equest

Danmark anført af Dufour
Danmark stiller i stærk opstilling med interessante nye kombinationer. Den danske gruppe anføres af Cathrine Dufour og Bohemian e. Bordeaux, der vandt World Cup-kvalifikationen i Herning sidste år. Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein har desuden udpeget følgende ryttere til deltagelse i FEI World Cup™:
Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera e. Fürstenball vandt sølv ved det danske mesterskab i år efter Cathrine Dufour. Carina debuterede den nu 9-årige hoppe i Grand Prix sidste efterår, og de er et stærkt kort til en podieplads.
Lone Bang Larsen og Bakkely’s Onandt e. Onassis har netop vist stor styrke ved CDI-stævnet i Hagen i slutningen af september, hvor det blev til sejr i Grand Prix Kür. Helene Melsen og Aston Martin e. Monteverdi har flere gange været med på det danske nations cup-hold. Charlotte Heering har flere internationale placeringer med Bufanco e. Negro. Efter en skadespause (øjenoperation) kom de meget stærkt tilbage i toppen af den danske elite, da de sluttede på 4. pladsen ved DM hos Equitour Denmark i starten af september.
Andreas Helgstrand er ny i den danske A-trup. Siden EM i Herning i 2013 har han ikke været landsholdsaktuel, men har fokuseret på at opbygge virksomheden Helgstrand Dressage. I den mellemliggende periode har han haft stor succes ved UVM i dressur, og det er da også en tredobbelt UVM-vinder, han kommer til start med på Vilhelmsborg. Fiontini e. Fassbinder vandt UVM som 5-, 6- og 7-års under OL-rytter Severo Jurado Lopez, men i foråret overtog Andreas Helgstrand hoppen. Han har kun haft få Grand Prix-starter på den talentfulde 10-årige hoppe, men deres samarbejde udløste en bronzemedalje ved det danske mesterskab i starten af september. 

Carina Cassøe Krüth og Heilines Danciera. Foto: Zibrasport Equest

Første skridt mod finalen
Det er af stor betydning for sporten, at det lykkes for arrangørerne herhjemme at sammensætte et program, som tager højde for de gældende corona-regler, og får kickstartet serien, der afsluttes med en finale i Göteborg til marts/april næste år. 
– Vi vurderer, at med de ændringer, vi har gennemført, kan vi afvikle stævnet efter alle gældende regler og sundhedsmæssige krav fra myndighederne, forklarer Jens Trabjerg, som sammen med Casper Cassøe er ansvarlig for den praktiske afvikling af den danske World Cup.
Der opsættes håndsprit flere steder i hallen, ligesom der opfordres til at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger om bl.a. at holde afstand. Derudover bliver det også obligatorisk for alle gæster at bære mundbind i den store opvisningshal. På nær når man sidder på sin plads på tilskuerrækkerne eller sidder og spiser i cafeteriaet.
Der er god plads på tilskuerrækkerne til de akkrediterede. Og de få billetter, der er sat til salg til publikum, er udsolgt til weekendens konkurrencer. Der er ikke adgang for publikum til stævnet, medmindre man kan fremvise gyldig billet/akkreditering. Se mere på www.worldcupherning.dk, hvor man også kan se tidsplanen for stævnet.

Andreas Helgstrand og Fiontini. Foto: Zibrasport Equest

Finale i Nord-Vest Box Cup
Finalen i den populære stilspringningsserie for børn, Nord-Vest Box Cup, afvikles mandag eftermiddag og tirsdag formiddag den 12.-13. oktober.
Nord-Vest Box Cup er en turnering for ponyspringryttere på kat. III, kat II og kat. I ponyer. Turneringen er åben for ponyryttere, der har max. rytterkategori 4 ved turneringens start, samt er kvalificeret til at ride LA og MB ved C-stævner. Der føres løbende en rangliste for turneringen, og ekvipagerne opnår point ved udvalgte C-stævner.
Se resultatet af kvalifikationsturneringen 2020 HER 

Gå til info om Livestreaming

FEI World Cup™ 
World Cup Herning er et samarbejde mellem Dansk Varmblod, Dansk Ride Forbund og Equitour Denmark, hvor Jyske Bank Boxen siden 2017 har dannet rammen om et internationalt dressur- og springstævne i uge 42. Formålet med selskabet er at sikre afvikling af World Cup dressur på dansk jord og samtidig arbejde på udviklingen af internationale stævner i Danmark i både dressur og springning. 
Det er i år 14. gang i træk, Danmark er vært for en afdeling af den prestigefyldte FEI World Cup™-turnering i dressur. 
Siden 2017 har den danske World Cup-afdeling været afviklet i Jyske Bank Boxen i MCH Messecenter Herning, og inden da dannede Odense Congress Center rammen om stævnet i 10 år.

Pressemeddelelse: World Cup Herning

Dele af World Cup-stævnet aflyses

Det er i år 14. gang Danmark er vært for den første kvalifikation i den populære, verdensomspændende serie, FEI World Cup i dressur. Stævnet er flyttet fra MCH Messecenter Herning, til de mindre rammer på Det Nationale Hestesportscenter Vilhelmsborg ved Århus. Dette betyder, at det er muligt at afvikle World Cup kvalifikationen med få tilskuere og med livestreaming via ZibraSport til de mange, som ikke kan få plads i hallen.

FEI World Cup-serien er ramt af aflysninger verden over, da den populære serie ofte afvikles i store messehaller for tusindvis af begejstrede tilskuere. Uden nævneværdigt publikum er stævner af denne kaliber ikke rentable. Det er derfor en stor fordel, at vi herhjemme har Vilhelmsborg, der kan danne rammen om et verdensklasseevent. Også med begrænsninger på antallet af tilskuere i hallen. Det er derfor af stor betyder for sporten, at det lykkes for arrangørerne herhjemme at sammensætte et program, som tager højde for de gældende coronaregler, og får kickstartet serien, der afsluttes med en finale i Göteborg til april næste år.

Ingen ungdomsklasser
Arrangørerne af World Cup-stævnet havde fået opbakning fra det internationale rideforbund, FEI til at afvikle European Trophy en individuel- og holdkonkurrence for de dygtige unge europæiske springryttere. På grund af Covid-19 er der opstået udfordringer med at få de unge ryttere fra forskellige europæiske lande ind i Danmark, og flere lande vil kræve, at de unge ryttere går i karantæne ved hjemkomsten efter at have besøgt Danmark. Derfor har arrangørerne været nødt til at aflyse ungdomsklasserne.

Det samme gør sig også gældende for den planlagte mindre messe. Den bliver også lukket ned, og erstattet af få infostande.

En helt ny plan
Efter aflysningen af ungdomsklasserne, er der lavet en helt ny plan for stævnet, hvor ryttere fra de deltagende grupper (springning og dressur) ikke bliver blandet.

– Vi er meget opmærksomme på det sundhedsfaglige aspekt i afviklingen af stævnet, og følger de gældende ”superligaregler”, forklarer Casper Cassøe, der sammen med Jens Trabjerg står for den praktiske afvikling af stævnet.

Der opsættes håndsprit flere steder i hallen, ligesom der opfordres til at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger om bl.a. at holde afstand. Derudover bliver det også obligatorisk for alle gæster at bære mundbind i den store opvisningshal. På nær når man sidder på sin plads på tilskuerrækkerne eller sidder og spiser i cafeteriaet.

Der er der god plads på tilskuerrækkerne til de akkrediterede. Og de få billetter, der er sat til salg til publikum, er udsolgt til weekendens konkurrencer. Der er ikke adgang for publikum til stævnet, medmindre man kan fremvise gyldig billet/akkreditering. Se mere på www.worldcupherning.dk

Finalen i den populære stilspringningsserie for børn, NordVest Box Cup afvikles mandag eftermiddag og tirsdag formiddag. Herefter kan deltagerne rejse hjem og gøre plads til de internationale springryttere, der deltager i CSI2* fra tirsdag aften til fredag eftermiddag. Her er der i øvrigt endnu få pladser til ryttere tilbage, efter først-til-mølle princippet, tilmelding foregår hos Dansk Ride Forbund.

Springklasserne afsluttes af Stutteri Ask Grand Prix, der tidligere var programsat til fredag aften. Nu afvikles den medrivende springklasse fredag eftermiddag. Dermed rejser springrytterne hjem, inden dressurkonkurrencerne starter i weekenden. Dressurrytterne kan komme i hallen og træne fredag aften, og så er der i weekenden udelukkende fokus på dressurkonkurrencerne.

Den europæiske elite til start
Arrangørerne oplever stor interesse fra de førende rideforbund i Europa, som vil sikre plads på startlisten til deres topryttere. Feltet i World Cup-serien rummer blot op til 20 ryttere, og forhåndsinteressen viser, at vi får et startfelt i særklasse med internationale topnavne fra verdens førende dressursportsnationer.

Ved siden af FEI World Cup, bliver det muligt for rytterne at deltage i en CDI3* lille og stor tur. Dressurens Venner Grand Prix-klassen i CDI3* kan man opleve lørdag middag. FEI World Cup Dressage Grand Prix presented by Blue Hors afvikles fra kl. 17.30 til 21.00 lørdag aften.

Søndag rides bl.a. Helgstrand Dressage CDI3* Grand Prix Special fra kl. 10.30, og så samles interessen om kvalifikationsfinalen kl. 14.00 for de 15 bedste ryttere i FEI World Cup Dressage Freestyle presented by ECCO.

De seneste to år har de danske ryttere domineret World Cup afgørelsen på dansk grund med sejr til Daniel Bachmann Andersen/Blue Hors Zack i 2018 og sejr til Cathrine Dufour/Bohemian i 2019. Igen i år vil de pt. bedste hjemlige dressurryttere tage kampen op mod de stærke udenlandske kræfter, og DR sende live fra afgørelsen i søndagens World Cup kür.

Dansk Varmblods føl under hammeren
Lørdag den 17. oktober fra kl. 15.30 svinger auktionarius Casper Cassøe auktionshammeren over en udvalgt kollektion på ca. 20 Dansk Varmblods dressur- og springføl. Det sker under World Cup-stævnet på Vilhelmsborg og i det kendte format med hybridauktion, hvor der er publikum i hallen, mens man kan byde på nettet, på telefonen og følge onlinestreaming via ClipMyHorse. Budsalget vil starte onsdag den 14. oktober. Se mere på www.varmblodauktion.dk

FEI World Cup
World Cup Herning er et samarbejde mellem Dansk Varmblod, Dansk Ride Forbund og Equitour Denmark, hvor Jyske Bank Boxen siden 2017 har dannet rammen om et internationalt dressur- og springstævne i uge 42. Formålet med selskabet er at sikre afvikling af World Cup dressur på dansk jord, og samtidig arbejde på udviklingen af internationale stævner i Danmark i både dressur og springning. 

Det er i år 14. gang i træk, Danmark er vært for en afdeling af den prestigefyldte FEI World Cup-turnering i dressur.

Siden 2017 har den danske World Cup-afdeling været afviklet i Jyske Bank Boxen i MCH Messecenter Herning, og inden da dannede Odense Congress Center rammen om stævnet i 10 år.

Pressemeddelelse: World Cup Herning