Cathrine Dufour tager kampen op imod onlinehad
29-årige Cathrine Dufour vil ikke finde sig i alt. Sammen med svømmeren Pernille Blume og håndboldspilleren Anne Mette Hansen medvirker dressurrytteren i en DR-artikel, der sætter fokus på onlinehad.
Noget de alle tre har oplevet i forskellige udgaver.
-Jeg er blevet kaldt ’den vildeste dyrplager’. Og så har der også været beskeder i forhold til min seksualitet. At folk synes, det er klamt, at jeg er sammen med en pige, siger Cathrine Dufour i artiklen.
Danmarks pt. bedste dressurrytter deler ofte små glimt fra sin hverdag på især Instagram, hvor 220.000 personer følger hende.
Cathrine er heldigvis ikke bange for at henvende sig direkte til de personer, der sender hadefulde beskeder.
– Når jeg har haft direkte fat i folk, kan jeg virkelig mærke, at jeg har en stærk stemme. Personerne er helt anderledes, når man får dem i telefonen. De lægger sig fladt ned og undskylder, siger hun bl.a.