Skip to main content

DRF får 1,4 million fra Team Danmark

De økonomiske rammer for 24 Team Danmark-støttede forbund er nu lagt for 2022. Team Danmark støtter de 24 specialforbund med knap 85 mio. kr. til elitearbejdet i det kommende år og Dansk Ride Forbund er i blandt modtagerne.
| admin

Det samlede støtteniveau ligger på niveau med 2021. Støtten vil til udvalgte forbund blive suppleret med midler fra en donation fra Salling Fondene på samlet 50 mio. kroner til Team Danmarks arbejde frem mod OL i Paris i 2024.

Det kræver flere midler at vinde medaljer

Midlerne er uddelt efter en tæt dialog med forbundene og en sportsfaglig vurdering i Team Danmark, som bygger på både opnåede resultater og det fremadrettede potentiale, forklarer Lars Balle Christensen, sportsdirektør i Team Danmark.”I Danmark er vi dygtige til at investere eliteidrættens midler klogt. Samtidig er forbundenes elitearbejde på et meget højt internationalt niveau, hvor både trænere, ledere og atleter er i verdensklasse. Det er den altafgørende nøgle til Danmarks internationale succes i eliteidræt. Vi oplever en stigende efterspørgsel på vores eksperter, der bidrager med viden, behandling, vejledning, test osv. Vi er naturligvis meget glade for, at vores kompetencer efterspørges i stor stil, men vi har desværre langt fra mulighed for at opfylde alle forbundenes ønsker og behov. Vi sidder i øjeblikket og lægger puslespillet, så vi udover økonomi kan bidrage bedst muligt og på de rigtige tidspunkter i forhold til træning, mesterskaber og udvikling af nye idéer, der kan hjælpe atleterne til et endnu højere niveau.”

Donationer holder hånden under dansk eliteidræt

Man kan ikke købe en VM, OL eller PL-medalje, men økonomiske midler er en af de vigtigste faktorer for et lands succes i eliteidræt. Derfor har den økonomiske opbakning fra særligt Salling Fondene til Team Danmarks arbejde været vigtig for atleterne.

Salling Fondene har siden 2009 været med til at holde hånden under dansk eliteidræt med donationer på samlet 190 mio. kroner til Team Danmark, heraf 50 millioner kroner til arbejdet frem mod OL i Paris i 2024.

”Donationen fra Salling Fondene er helt afgørende for, at Team Danmark kan give de danske forbund og atleter optimale vilkår. Sammen med en donation på 50 mio. kr. fra KIRKBI til Danmarks Idrætsforbund er det med til at sikre fundamentet under de danske OL-forberedelser frem mod OL og PL i 2024. Vi er meget taknemmelige for den økonomiske håndsrækning, vi har fået, og den kommer til at gøre en enorm forskel for atleter og trænere frem mod 2024,” siger Lars Balle Christensen.

Dansk Ride Forbund får 1,4 million

Det er håndbold og fodbold, som topper listen over de forbund, som kommer til at modtage den største støtte. 12 millioner til håndbold, og godt 9 millioner til fodbold. Dansk Ride Forbund får 1,4 million og er dermed på niveau med Parasport Danmark (1,5), Dans Danmark (1,25) og Danmarks Bowling Forbund (1,26)

Se hele listen herunder:

Danmarks Cykle Union7.389.315
Dansk Boldspil-Union9.250.000
Dansk Svømmeunion5.800.000
Dansk Kano og Kajak Forbund3.900.000
Parasport Danmark1.500.000
Dansk Skytte Union1.750.000
Dansk Golf Union2.350.000
Dansk Orienterings-Forbund2.000.000
Dansk Ride Forbund1.400.000
Dans Danmark1.250.000
Danmarks Bowling Forbund1.260.000
Danmarks Motor Union1.000.000
Dansk Automobil Sports Union800.000
Danmarks Brydeforbund800.000
BordTennis Danmark500.000
Triathlon Danmark700.000
Dansk Karate Forbund240.000
Dansk Håndbold Forbund12.000.000
Badminton Danmark7.400.000
Danmarks Ishockey Union5.200.000
Dansk Sejlunion8.298.000
Dansk Atletik Forbund2.000.000
Dansk Tennis Forbund400.000
Samlet84.987.315

Kilde: Team Danmark