Fi Fi omspringning i 5-års finalen
De 6 bedste heste efter stilspringningen gik ind i omspringningen, og det var en meget flot stilspringning vi fik at se i klassen for 5-års heste. Der var saft og kraft tilbage i de fleste af dem, og den mere udfordrende, større bane passede de bedste af dem særdeles godt. Stemningen var da også i top i hallen på Blue Hors, hvor der var godt fyldt op til springningen.
Stildommerne måtte finde superlativerne og de høje karakterer frem – og det var sidste års vinder af 4-års finale Fi Fi Ask redet af Karen Møller Rohde, der scorede klassens højeste points 9,0 fra dommerne Kenneth Ernst, Karsten Huck og Torben Frandsen.
Det var Adam Sparlund Olesen som åbnede omspringningen med Mr. Dina V.D. e. Glasgow-W vh Merelsnest. Hesten er bare blevet bedre fra dag til dag under stævnet, hvilket måske ikke er så sært, for det var først her, den gik sin første 1,20 m klasse inde i de store rammer. Adam, der er udlært berider og nu driver sin egen salgs- og konkurrencestald i Sønderjylland, kom først ind i omspringningen, og han red sin chance. Han satsede maksimalt og kom fejlfrit i mål i tiden 35,02 sekunder. Det satte konkurrenterne under pres.
Camille Silke Pless har redet flot under finalerne på U2 TD DWB e. Untouchable (opdr. Trine Dyhre Nielsen) og hun var anden rytter på banen. Hun formåede at holde nullet, men tiden var godt 2 sekunder langsommere end Adams.
18-årige Jakob Theodor Schmidt har også fået stor ros fra dommerne for sine mange ridt under championatsfinalen, og med Bøgegårdens Chacoon, der er grundlæggende hurtig og forsigtig, var han et godt bud på en vinder, men på Pavo-springet faldt en bom, og så var det ligegyldigt, at han var mere end et sekund hurtigere i mål end Adam. De sluttede på 4 pladsen.
Det blev også til nedslag til Jesper Meyenburg og UVM-deltageren Cordento II DWB e. Cornet Obolensky (opdr. Linus Camitz) hvilket gav dem en 5. plads, mens Matilda Navrén og CC Corday som havde sprunget fremragende i stilspringningen og fået 8,7 – kom ind på 6. pladsen med et nedslag på aller sidste forhindring.
Der blev helt stille i hallen, da Karen Møller Rohde galoperede Fi Fi Ask mod første forhindring i omspringningen. Og de to viste, hvad en topmotiveret, praktisk sportshest med den rette indstilling kan udløse sammen med en rytter, der rider med en fantastisk fighterviljer og overblik på banen.
De galoperede fejlfrit i mål knap 2 sekunder foran Adam Sparlund Olesen.