Flot af Freja i Falsterbo!
Det altid fantastisk Falsterbo Horse Show er i fuld gang, og der er konkurrencer helt indtil den afsluttende weekend den 17. juli. Noget mange ser frem til ved starten af det internationale stævne er den spændende serie for amatørryttere: Krafft the Tour of Amateurs. Svenske ryttere har kæmpet for at at kvalificere sig, men turen er også i Danmark med første kvalifikation ved Danish Derby Horseshow og senere med en dansk finale under Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning i marts.
Læs også: Video: Krafft finalen er en stor oplevelse
Det var Nanna Louise Tarp Jensen og Gaisha Taj Mahal, der var hurtigst af alle i finalen i Herning, og dermed kvalificerede hun sig til Touren under Falsterbo Horse Show. Desværre for Nanna blev hendes hest skadet kort før afrejsen til Falsterbo, og istedet sprang klassens nr. 2 Freja Fredslund til med kort varsel, fortæller Jesper Bæk fra Krafft i Danmark.
Freja er med i topkampen
På trods af den korte forberedelsestid lykkedes det i dag, i den første af to kvalifikationer til finalen, for Freja at ride en dobbelt 0-runde på Curie e. Willemoes/Racot (opdr. Mads Quist), og slutte på en fornem 9. plads blandt 66 deltagere. Anden kvalifikaiton rides søndag, mens den store finale for de 25 bedste finder sted onsdag over middag inde på det store springstadion.
Der er meget mere end æren og præmiepengene på spil i denne finale, for vinderen får adgang til Krafft Jumping Tour of Amateurs der finder sted under det 4-dobbelte verdensmesterskab i Herning til august.