Nu kan du tilmelde din pony til FEI-måling i 2023
Har du eller dit barn planer om at starte FEI-stævner på pony i det nye år, så er der netop åbnet for tilmeldinger til den næste ponymåling på dansk grund. Dansk Ride Forbund har offentliggjort, at de i samråd med FEI har fået datoen på plads for næste ponymåling, som kommer til at blive afviklet torsdag den 12. januar 2023.
Målingen finder sted på Holstebro Hestepraksis, Kirkevej 62, 7830 Vinderup, og det er pt. den eneste måling, der er planlagt på dansk grund, hvorfor det er vigtigt at tilmelde sig denne måling, hvis man vil være sikker på at få sin pony FEI-målt i 2023.
Pr. 1. januar 2023 overføres FEI-målet altid til national kontekst
Fra og med 1. januar 2023 vil alle FEI-mål – ikke kun færdigmål – blive anerkendt af DRF og overføres til DRF Go!. Det betyder altså, at FEI-målet vil ‘trumfe’ eventuelle tidligere danske mål. Man vil altså kunne opleve, at en hest/pony skifter national status efter en FEI-måling, selvom den hidtil har gået nationale stævner under en anden status. Hvis en pony måles ude i FEI, har den dog ifølge FEI’s regelsæt ret til en re-måling indenfor 12 måneder. Denne måling kan foretages ved enhver FEI-måling og ikke kun på dansk jord.
Sidste tilmeldingsfrist til FEI-ponymålingen den 12. januar 2023, er mandag den 2. januar 2023.